Prins Knud beskriver mine forældres bryllup

Mine forældre giftedes d. 16 Januar, 1931. Brylluppet foregik I Christanskirken, som ligger for enden af Strandgaden på Amager. Bryllups selskabet blev holdt i Strandgade 6, hvor min Tante  Bodil (Kammerherreinde Krag) havde en kæmpe lejlighed.

Da mine bedsteforældre var på Island, kunne de ikke være tilstede, så Prins Knud beskrev festlighederne i et brev til min Bedstemor  

 

En reise til Sicilien - 1834

d. 9. September 1834

      Efter en just ikke meget rolig Nat stod jeg op, meget forstemt, og hvor kunde jeg andet, naar jeg tænkte paa at jeg atter skulle forlade min inderligt elskede, dyrebare Ida. Da jeg gik fra mit Værelse, traf jeg hende i Salen, jeg tilbragte der og i hendes Værelse noget over en Time. At beskrive her min Stemning vil jeg forbigaa, thi vi vilde begge vist aldrig glemme den. I den Sorg og Bedrövelse, som Skilsmissen foraarsagede hende, saa jeg et Bevis paa hendes inderlige dybe og trofaste Kærlighed, som jeg aldrig nogensinde i Livet vil glemme. Hendes sidste Ord: “Nu kommer de, og vil tage dig fra mig, jeg ser ham aldrig mere, lad mig blot se ham endnu en Gang,” toner bestandigt for mig, og gjorde mig det næsten umuligt, at lösrive mig fra det kæreste jeg har paa Jorden, men Nödvendigheden paaböd det, og jeg forlod hende helt ude af mig selv.

Hendes Stemning foruroligede, og foruroliger mig endnu meget, thi endnu ti Dage efter min Afreise, har jeg desværre endnu intet hört fra hende .

Jeg tog til Byen med min Fader, som fulgte mig ud til Gotschalks, og ankom efter en meget hurtig Reise til Travemünde den næste Morgen d. 30 September, hvorfra atter med et lille Dampskib til Lübeck. Der var kun faa Passagerer med paa denne Reise, deriblandt Fru Jytting med Datter fra Helsingör. I Lübeck spiste jeg til Middag i “Stadt Hamburg” og tog derfra omtrent klokken fem med en Hr. Harzen, til Hamborg. Om Natten sov vi i Schönberg, og ankom til Hamborg d. 1. Oktober om Formiddagen klokken 9 1/2. Jeg tog ind i “Stadt Flensborg.”

Efter at have hvilet mig lidt gik jeg ind og gjorde Hr. Salomon Heine og Kerdelsvalkers en Visit, samt köbte mig et Reisekort etc. Jeg gik da atter hjem og tilbragte et par Timer i et meget forstemt Humör, og besluttede mig til allerede den næste Dag at forlade Hamborg, da jeg havde lovet Ida kun at opholde mig der saa længe, som det var mig höjst nödvendigt, da der forkom nogle Choleratilfælde, og jeg tillige troede, at det vilde være best for mig, at komme i Bevægelse.  Om Eftermiddagen gik jeg i nogle Forretninger udenfor Byen, og derfra i Teatret, hvor man gav “Titus” af Mozart, som blev særdeles godt udfört. Teatret fandt jeg meget smukt. Særlig behageligt var det der at træffe Puggaard og Hr. Windson, som ogsaa vilde reise den fölgende Dag, og samme Vej som jeg. Vi blev da enige om at reise sammen, dette Möde havde en gunstig Virkning paa mit Humör.

d. 1. Oktober 1834

Efter at have skrevet til min kære Ida, hvem jeg ogsaa fra Travemünde skrev nogle Linier, min Fader, Haller, samt Isinger & Co., gik jeg ud og gjorde adskillige Visitter, og tog klokken tolv hen for at hente Puggaard, han var imidlertid endnu ej færdig, og tilsidst forsinkede spisningen af et Dusin Östers ham saaledes, at han kom for sent til at gaa med Dampbaaden til Harburg, vi maatte derfor tage en Baad, som förte os over, men med megen Möje, da vi flere gange kom paa Grund. I Harburg spiste vi til Middag, og tog klokken fire bort med Petra v. Vogt, til Welle. Der blev vi om Natten.

d. 3. Oktober 1834

Vi fandt i Welle meget gode Senge og reiste om Morgeren klokken fire videre over Vischelhöfde, Kethen Nienburg til Leese, hvor vi blev Natten over, og ligeledes var vel tilfredse med vort Nattelogis.

Vejen var hele Dagen ussel, sandet og ufærdig, og Landet naturligvis ogsaa stygt.

d. 4. Oktober 1834

Klokken seks fortsatte vi Reisen over Windheim og Minden, som er en ret smuk Beliggenhed, især er det smukt, naar man har passeret de syd for denne Stad liggende Bjerge. Byen er en Fæstning og ligger ved Weseren, videre gik det over Rehme, Herford, Bielefeld, Gutenach og Wiedenbruch til Lippstadt.

Fra Minden er Vejen god, ligesom ogsaa Befordningen i det hele taget fortjener Ros, med Visitering og Pas er man ogsaa særdeles liberal. Til Lippstadt ankom vi först klokken 10 1/2, og jeg maatte vente til klokken 11 1/2, inden jeg kunde faa mit Pas i Stand. Vi var meget utilfredse med enhver Ting, der var et umaadeligt Svineri.

d. 5. Oktober 1834

Vi tog afsted med Schnellposten klokken fem og gik over Erwitte, Soest, Werl Unna, Hövde, Brunningshausen, Herdicke og Hagen til Schwehn. Fra Herdicke begyndte Egnen at blive meget smuk og romantisk, med smaa, smukt bevoksede Bjerge og Dale, stærkt bebyggede med Fabriker. I Schwehn skiltes vi, da Puggaard vilde gaa over Lennep til Cöln, og jeg vilde til Elberfeld, hvortil jeg over Barinen ankom klokken otte og udhvilede mine mödige Lemmer hos Obermeir. Vi havde hele Tiden det skönneste Vejr, man kunde tænke sig, og en for denne Aarstid usædvanlig Varme, som den Dag generede os i höjeste Grad. Jeg kan forövrigt ikke andet end rose særdeles de Preussiske Diligencers gode Indretning, og den raske Befordring.

d. 6. Oktober 1834

Om Formiddagen besögte jeg Hr. J. P. Bernburg, Hr. J. C. Duncklenberg, og de tvende Madames Aders. Klokken eet tog jeg fra Elberfeld med en Droske til Kronenberg, hvortil det bestandig gaar opad, og hvorhen Vejen er meget smuk. Hr. Funcke skaffede mig der en Karl, som kunde bære mit Töj, og jeg gik da derfra til fods til Mingeten, som ligger omtrent an halv Mil derfra, og hvortil Vejen bestandig gaar nedad, for der at besöge Gustav Kalbach. Jeg ankom der omtrent klokken 4 1/2, men traf ham ej hjemme, derimod var  hans Kone, som tog meget vel imod mig, hjemme. Hun trakterede mig med er Kop The, og vi spadserede saa omkring i Haven. Jeg gik derpaa op paa et mindre, ligeover for Mingeten liggende Bjerg, hvorfra man har et, i sin slags sjældent smukt Prospekt, jeg var ganske henrykt over. Mingeten ligger i en snæver Dal, som gennemskæres af en Flod, som begrænses af smukke Enge, og fra hvilke atter hæver sig smaa bevoksede Bjerge. Mingeten selv bestaar af Vaaningshuset, og fem til seks Fabriksbygninger, hvori forfærdiges al slags Jernarbejde, samt Staal. Langs med Floden ligger flere Slivmöller, gerne to sammen. Floden gaar i mange Böjninger, som giver den et höjst fortryllende Udseende. Det var ualmindeligt stille, da Hamrene kun gik faa Timer om Dagen, da der var Mangel paa Vand alle Steder, og der ingen Regn var faldet i saa lang Tid. Da det mörknede gik jeg atter ned og tilbragte Aftenen med Mme Halbach, spisende, drikkende og snakkende, hovedsagelig om Kjöbenhavn.

d. 7. Oktober 1834

Jeg klev om Morgenen modtaget i en varm Stue med en god Kop Kaffe, og fandt det hele meget komfortabelt. Jeg skrev derpaa til min kære Ida, og min Fader, og derpaa gik vi Halbach imöde, han kom fra Dusseldorf, klokken eet spiste vi til Middag, og om Eftermiddagen kom Hr. Scharf med Kone og to Börn fra Remscheid, og blev til Aften.

De var meget ligefremme og nette Folk. Levemaaden der er fölgende: Man drikker Kaffe og spiser lidt til om Morgenen. Klokken tolv til eet spiser man til Middag, og klokken seks faar man atter en slags Mellemmad, og maa da drikke en del dertil (god Rhinskvin). K]okken ni 9 1/2 faar man Aftensmad, en timestid efter Middagsmaden faar man Kaffe, The gives ej, dog undertiden sammen med Kaffen. Kalbachs Hus er bygget helt i gammel flamsk Stil, og beklædt med Skifersten, som kommer fra Rhinen, og som er meget durable, næsten alle Huse der paa Egnen var byggede saaledes.

d. 8. Oktober 1834

Halbach og jeg spaserede omkring, og han viste mig adskillige Ting med hensyn til Fabriken, Laxefiskeriet etc. Paa hans Opfordring skrev jeg mit Navn paa en Skifersten paa Huset, og jeg saa da ogsaa min kære Ida’s Navn, dog ej skrevet af hende selv, men af en vis Hr. Leopold fra Philadelfia, som havde været sammen med hende der i 1832, og som nok havde været betydeligt forliebt i hende, hvad jeg kunde se, af de mange Vers, han der havde skrevet til hende, de fleste var dog nu kun halvtlæselige. Slutningen paa et af dem var: “Mit sich zieht ja Ida’s erhobener Zinn. Leopold.” Begyndelsen kunde jeg ej læse. At han kunde blive indtaget af hende, kan da ingen bedre forestille sig end jeg.

Om Eftermiddagen gik Halbach og Kone med mig til Sharfs i Remscheid. Jeg var med i deres Klub hos Hr. Alberti, hvor der blev drukket, spillet Tout og röget saaledes Tobak, at man næppe kunde se hinanden. Der var meget levende den Dag, da 150 Skolelærere fra Omegnen var der, de havde nemlig Ferie paa den Tid, og drog omkring og gav vokale Koncerter i alle Byerne, de holdt Pröve fra om Aftenen til næste Morgen. Jeg traf der en gamme] Bekendt, Carl Knerpthal, med hvem jeg havde vœret sammen i Barcelona i August 1834. Han blev meget forundret over at se mig der, men genkendte mig straks. Om Aftenen spiste vi hos Scharfs, hvor ogsaa to af Skolelærerne var, de blev indkvarterede hos Indvaanerne i Remscheid, som næsten udelukkende handler med det Jern og de Knive som forfærdiges i Omegnen.

d. 9. Oktober 1834

Klokken 6 1/2 red jeg paa Halbachs Hest til Solingen og Givhdorfen. Klokken otte tog jeg med Schnellpost til Cöln, hvor jeg indtraf omtrent klokken tolv. Jeg spaserede omkring i Byen om Eftermiddagen og köbte diverse Smaating, samt besögte Hr. Böcker, Faderen var syg, men Sönnen var meget artig mod mig. Om Aftenen gik jeg i Pavillon, men der var næsten ingen Mennesker. Af Seværdigheder i Cöln udmærker Domkirken sig, kun er det Skade, at den ikke er blevet færdig, og vel næppe nogensinde bliver det. Klokken syv var jeg hjemme, og begyndte at skrive denne Dagbog, som altsaa nu er fört a jour. Jeg maa sige, at jeg ikke havde troet om mig selv, at jeg skulde have opnaaet det, for det har virkelig ogsaa kostet mig Möje, og jeg maa ogsaa virkelig være faldet i Sövn over den, og saa er Blækket utænkeligt elendigt. Jeg logerer i Rheinberg, som ligger tæt ved Rhinen, meget smukt.

d. 10. Oktober 1834

Om Morgenen klokken seks afgik jeg med Dampbaaden fra Cöln, og ankom til Coblenz klokken seks Aften. Desværre var Vejret ej gunstigt, da det regnede næsten bestandigt fra Bonn af, dette afholdt mig imidlertid ikke fra næsten hele Tiden at være paa Dækket, og jeg nöd saaledes de herlige Prospekter, som begynder fra Bonn af, og vedvarer uden ophör.

Stolte gamle Ruiner hæver sig paa de veldyrkede, med Vinranker beklædte Bjerge. Den förste mærkelige Ruin, man ser, er Godesberg, saa passeres dernæst det endnu mærkeligere Drachenfels, dernæst Rolandseck, i hins nærhed ligger en meget smuk Ö i Rhinen, hvorpaa der findes et stort Hotel, forhen et Munkekloster. Paa begge Sider af Rhinen möder man talrige Byer, som giver det hele et livligt Præg, og som smukt constratsterer med Levningerne fra Middelalderen. Dette Landskab vedvarer lige til Coblenz. Ved Byen Mehlern kom en vis Clausen onbord, og som jevnigt opholder sig i Kjöbenhavn, og som det derfor interesserede mig at tale med. Jeg gjorde ogsaa den Dag Bekendskab med en Hr. Achard, som kom fra Neapel, meget nette Folk. Desuden var der en russisk Fyrstinde ombord, som havde taget hele Pavillionen for dig drlv, og som först kom til syne om Aftenen. Om Aftenen gik jeg i Teatret, som saa yderst malpropert ud, og Skuespillerne var kun slette. Underligt nok, traf jeg i samme Loge, hvor jeg var, professor Hoffman fra Berlin, hvis Bekendskab jeg tidligere havde gjordt i Florens, og som medgav mig mange Hilsener til mine Venner i Sicilien.

d. 11. Oktober 1834

Om Morgenen klokken seks forlod vi Coblenz med samme Dampskib. Vejret var mörkt, dog uden Regn, men noget taaget. Havde Naturen den foregaaende Dag interesseret mig særdeles, saa gjorde den det i dag endnu mere. Den antager fra Coblenz en mere alvorlig og vild Karakter, som naar sit Toppunkt ved St. Goar, her har man paa den ene Side Rheinfels, og St. Goar, og paa den anden Side St. Goarshausen med den ovenfor liggende Ruin “Die Kalz,” gennem en Dal paa samme Side skimter man den höjt beliggende By Petersberg. Rhinen gör paa dette Sted en Böjning, som gör, at man synes at være paa en, af alle disse maleriske Gendstande indrammet Indsö. Ved Lorelei er der et Ekko, som gentages mange gange. En Mand sköd gentagne gange fra Land, og blæste i Trompet, saa det gav et herligt Ekko. Ved det noget længere henne beliggende Oberwesel skreg man i almindelighed: "Wer ist der Burgermeister in Oberwesel," ifölge Anekdoten—og Ekkoets svar var “Esel, Esel, Esel.” De övrige Ruiner og interessante Ting man træffer paa forbigaar jeg her, da de vidtlöftigt beskrives i d’Escamps “Panorama des Rhines,” som er udmærket udarbejdet og godt. Jeg köbte den i Coblenz. Klokken tre ankom vi til Bingen, hvor jeg gik i land, samme Eftermiddag besaa jeg Rockns Capelle hvorfra man har en superb Udsigt, ligesaavel som fra Scharlachsburg. Klokken seks var jeg atter hjemme, og vilde have skrevet til min kære Ida, som jeg bestandig savner, og som jeg saa meget önskede, at have hos mig, men blev forhindret deri, da to unge Englændere, hvis Bekendtskab, jeg havde gjordt paa Dampbaaden fra Coblenz, kom for at besöge mig, og opholdt mig hele Aftenen. Min Plan var, sammen med Hr. Clausen og en Hr. Cafeseler, at bestige den modsatte Bred.

d. 12. Oktober 1834

Klokken fem lod jeg mig vække, men blev desværre overrasket paa en höjst ubehagelig Maade, da det regnede af alle Kræfter. Jeg blev derfor liggende og stod först temmelig sent op. Regnen var ophört, men Taagen laa stærkt paa alle Bjergene omkring.

Vi besaa die Faberschen Anlagen med den gamle Ruin Klopp, hvor de foreviste et Fanghul, hvor kejser Heinrich d. IV skal have siddet fangen. Man har smukke Udsigter fra flere Punkter. Min Plan var da, at lade mig sætte over til Asmannhausen, og derfra at gaa til Johannisberg og Rüdesheim over Niederwald, men da Udsigten var Hovedformaalet med denne Tur, og den var helt forhindret af den stærke Taage, som hvilede over Bjergene, maatte jeg desværre renoncere paa denne skönne Tur, hvor jeg standsede i Bingen, og maatte lade mig nöjes med at blive sat over til Rüdesheim og derfra til Bremserburg, som er meubleret efter Fortidens Smag, og som er ret interessant at se.

Da jeg kom tilbage til Bingen, satte jeg mig til at skrive til min Ida. Efter at have spist til middag og endt mit Brev, tog jeg til Handerer kl. 3 1/2 i Selskab med en Tysker, som jeg ej kendte videre til, og videre til Meinz, hvortil jeg ankom kl. 7. Jeg gik straks i Teatret, som var ganske nyt, og var det smagfuldeste jeg har set. Man gav “Abeillino, der grosse Bandit,” Drama af Zschakke i 8 Akter. Jeg saa kun de to sidste. Abeillino udförtes meget troligen af Hr. Kunst fra Wien. Med et meget smukt Udvortes forbandt han alt hvad af en Skuespiller kan forlanges, han var i besiddelse af den mest böjelige Stemme, man kan tænke sig, og udförte forskellige Karakterer i sin Rolle med en Finhed, som ej lod noget tilbage at önske. I Bingen logerede jeg i “"Im weissen Kasse,” og i Meinz i et Hotel af samme Navn, jeg var meget tilfreds begge Steder. Paa sidstnævnte Sted havde jeg en komisk Oplevelse. Straks efter at jeg var ankommet, kommer en Mand til mig, (min Dör stod aaben) og henvender sig til mig med fölgende Ord: “Entschuldigen Sie, dass ich mir erlaube mich in meiner Verlegenheit an Sie zu wenden.” Jeg svarede naturligvis: “Mit vielen Vergnügen” og kunde ej begribe i hvilken Anledning een mig ganske fremmed Mand, og öjensynligt en rejsende, som jeg, vilde henvende sig til mig i en saa alvorlig Form.  Endelig kom det ud af ham, at hele hans vigtige anliggende bestod i at han ej vidste hvor no. 0 var, hvilket han bad mig underrette sig om. Jeg vidste tilfældigvis hvor det var, og viste ham det, men fandt megen möje med ej at slaa en Skoggerlatter op, lige i Mandens Nærværelse.

d. 13. Oktober 1834

Kl. 8 tog jeg med Diligencen til Mannheim, hvor jeg ankom kl. 4 1/2 og maatte blive til den næste Dag, da “Der Eilwagen” först da körte videre. Jeg gik om Aftenen kl. 6 i Teatret, som er bygget i Italiensk Smag, og saa et Stykke, som i det hele blev ret godt givet, men som ej behagede mig, men tvertimod forstemte mig. Aarsagen var Ligbegængelsen, som fandt sted. Jeg tænkte paa min kære Ida og mine andre kære, og det faldt mig uvilkaarligen ind, at muligvis hun, som er mig saa inderlig kær, ogsaa den Dag kunde være blevet bragt til Jorden. Aarsagen til slig Tanke var, at hendes Stemning, da jeg rejste bort, foruroligede mig saa meget, da jeg endnu intet havde hört fra hende. Jeg tilbragte en Times Tid i alvorlige Betragtninger, paa mit Værelse, og gik derpaa til Sengs.

Mannheim er en ret net, regelmæssigt bygget By. Jeg logeredes i Weinberg, men kan ej sige at jeg fandt mig saa særdeles fornöjet der.

d. 14. Oktober 1834

Mannheim forlod jeg med Schnellposten om Morgenen kl. 5. Vejen var ej synderlig smuk. Landet er fladt, i Baggrunden ser man Begyndelsen af Schwartzwald, Kl. 11 ankom vi til Carlsruhe, som er en smuk, regelmæssigt bygget By, men uden Liv. Efter at have forfrisket mig lidt med en Beefsteak gik jeg lidt om i Byen og til Slottet som er temmelig stort, men ser lidt forfaldent ud, og op ad “Die Schlosestrasse,” som er prydet med en Obelisk, det er en meget smuk Gade. Kl. 18 1/2 körte jeg atter bort over Karstadt til Kehl, hvor vi  ankom kl. 7 1/2, men vi maatte vente der til kl. 9 1/4, indtil Diligencen ankom fra Basel. Kl. 10 1/2 ankom vi endelig til Strasbourg, efter at være blevet nöje visiteret förend vi blev indladt, hvilke tog nogen Tid. Jeg tog ind i “Le Maison Rouge.” Strasbourg gefaldt mig aldeles ikke, den havde et saa mörkt og gammelt Udseende, og een saa ildelugtende Luft i de smalle Gader, at jeg ej för var kommet ind, för jeg önskede mig ud igen.

d. 15. Oktober 1834

Efter at vœre udhvilet godt om Natten stod jeg den næste Morgen op, i en temmelig ængstelig Stemning, thi jeg var bange for at jeg heller ikke skulde have hört noget fra Hjemmet. Kl. 9 gik jeg hen til Hr. Eschenauer, og fandt der til min umaadelige Glæde, blandt mine breve et fra min kære Ida, det förste siden jeg forlod Kjöbenhavn. Hun og alle hjemme befandt sig vel. Denne Efterretning satte mig i godt Humör. Jeg gik derfra hen til en Skræder og bestilte mig nogle Klæder, samt köbte en Ubetydelighed til min kære Ida, “Sum Andenken” over hvor glad jeg blev ved at faa hendes Brev. Jeg besteg endelig Münsteren, hvorfra man har en superb Udsigt, samt besaa den Kirke, hvor det udmærket smukke Monument til mindelse om Mareschallen at Sacheen findes. Om Eftermiddagen skrev jeg min Dagbog fra d. 10/10 samt et Brev til Ida, og blev saa hjemme om Aftenen, beskæftiget med disse Ting, da der intet Teater var den Aften.

d. 16. Oktober 1834

Efter at have klædt mig paa, skrev jeg et Brev til Baller samt et til Messrs. Julien & Brenner i Marseille. Jeg gik atter hen til Eschenauer for at höre om intet Brev var kommet til mig, men maatte gaa bort med en lang Næse. Jeg spadserede saa et par Timer omkring, gik hjem og sluttede mit Brev til Ida.

Om Eftermiddagen spadserede jeg atter omkring, og da jeg lige vilde begive mig til Diligencekontoret, med mine Sager, kom der Bud fra Eschenauer, som bragte mig Idas förste Brev, som glædede mig overordentligen, da jeg deraf saa hvorledes alt stod til hjemme. Kl. 6 1/2 körte jeg bort til Kehl, hvorfra jeg först kom bort kl. 9. Jeg körte hele Natten, som var meget stormfuld og kold, og tilbragte den derfor ej paa den behageligste Maade, saa meget mere, som jeg indtil Freiburg var i en Bivogn, som var yderst slet.

d. 17. Oktober 1834

Kl. 6 ankom vi til Freiburg, hvor en Kop Kaffe smagte mig fortræffeligen, derfra körte jeg i selve Diligencen. Vejret var ubehageligt, Blæst med Regnbyger. Kl. 2 ankom jeg til Basel. Jo nærmere man kommer denne By, des smukkere bliver Egnen, fra Freiburg har man paa venstre Side bestandig Schwartzwald. Paa denne Vej har man en meget höj og lang Bakke at passere, jeg gik op ad den, Diligencen benytter her 6 Heste. Efter at have spist til Middag i Basel, erkyndigede jeg mig om den nærmeste Vej til Majland, og erfarede at den gik over Luzern og Vierwaldterstädtersöen samt St. Gotthard, men fik tillige at höre at jeg ej blev tilstedt Adgang til Lombardiet uden at mit Pas var visiteret af den Österigske Gesandt, som man formoede opholdt sig i Zürich. Jeg havde altsaa intet Valg, men maatte naturligvis bestemme mig til at reise dertil saa snart som muligt. Om Aftenen gik jeg paa Comedie og saa “Die Engländer in Paris,” som blev meget slet spillet, og Teatret var kun maadeligt. Jeg skrev endnu samme Aften et Brev til “my love” og gik da til Hvile. Basel er en styg gammel By hvor Pengearistokratiet skal herske i höjeste Grad.

d. 18. Oktober 1834

Kl. 6 om Morgenen tog jeg afsted med en Returvogn over Brugg og Baden til Zürich, ret meget maatte jeg den Dag beklage at Vejret var saa slet, det regnede næsten uophörligen, enkelte Öjeblikke klarede det dog lidt op, og gav mig Lejlighed til at beundre det skönne Schweitz, hvorfor Önsket om at kunde berejse det engang og uden at skulde ile for meget og paa en bedre Aarstid, flere gange opstod hos mig. Til Zürich ankom jeg kl. 7 og jeg gik straks hen til den österigske Gesandt, men traf ham ej hjemme, og kunde ej faa ham i tale för den næste Dag. Jeg maatte da gaa hjem til “Storken” med uforrettet Sag, ærgerlig over de dumme Österrigere, og maatte opgive min Plan endnu samme Aften at være taget til Luzern, for allerede næste Morgen at kunde tage med Postskibet. Jeg var nu nöd til at blive i Zürich til mandag Eftermiddag.

d. 19. Oktober 1834

Da jeg de tvende foregaaende Nætter ej havde faaet meget sövn, tog jeg denne Nat revenge, og stod först op efter kl. 8, omend skönt jeg var gaaet til sengs allerede kl. 9. Jeg maatte saa löbe tre gange til den österrigske Gesandt inden jeg fik mit Pas visiteret, og dog maatte jeg anse det for en Naade, da han ellers ej visiterer Pas om söndagen, og de andre Dage kun fra 8 til 11. Jeg gik mig derpaa en Tur paa höjre Side af Zürichersöen. Zürich har et venligt Udseende, og dens Beliggenhed er udemærket smuk. Fra Hovedbroen, som gaar over Limmat, samt fra Pavillionen i Spisesalen “Im Storchen,” har man den smukkeste Udsigt, Zürichersöens blanke Flade udbreder sig for eens Öje. Dens endnu grönne smukke Bredder, de sig paa begge Sider lidt efter lidt hævende Bjerge, vel dyrkede og stærkt bebyggede, hvoraf den nederste Del for störstedelen er beplantet med Vinranker og Frugttræer, og den övre med frodig Buskvækst og Graner, hvis forskellige Farver frembragte interessante nuancer, og de i Baggrunden beliggende höje Albis Bjerge, som den foregaaende Dag havde faaet deres hvide Vinterdragt, dannede et herligt Landskab. Om Eftermiddagen foretog jeg en temmelig lang Fodvandring paa Söens venstre Side. Vejret var meget smukt, men temmelig koldt. Om Aftenen gik jeg i et Marionetteater, men det var saa yderligen slet at jeg ej kunde holde ud at blive der, hvorfor jeg allerede kl. 7 begav mig hjem. Jeg begyndte paa et brev til Ida, og gik tidligt i seng.

d. 20. Oktober 1834

Jeg fuldförte mit Brev, skrev endnu et til mine Forældre, og gik saa lidt ud. Paa Gaden mödte jeg Hr. Herzel fra Palermo, med hvem jeg gik hjem, og som forelæste mig noget af sine Breve fra Palermo, som havde Interesse for mig. Kl. 4 tog jeg afsted med Diligencen i selskab med to Spaniere, som ligeledes vilde til Mailand og Neapel. Kl. 10 omtrent kom vi til Kappersweil, hvor vi spiste til Aften, der var endnu andre Reisende hvoriblandt tre unge Damer, som med deres forkuede Væsen morede mig svært. De saa saa alvorlige ud, som om de alle skulde være gaaet i Kloster for Livstid samme Aften. Ingen af dem sagde et Ord. Endelig lukkede da en af dem Munden op, og vilde vende sig om mod den anden, men deres Kutters umaadelige Störrelse (de havde nemlig beholdt dem paa ved Bordet) forhindrede dem deri, og saa fik Konversationen da ogsaa en Ende. Indvaanernes og Landets Skönhed staar ingenlunde i Forhold til hinanden i Schweiz.

Fra Kappersweil kom vi kl. 2 til Wesen, som kun bestaar af yderst faa Huse, men har den mest pittoreske Beliggenhed man kan tænke sig. Det var en herlig klar Maaneskinsnat, som gav mig Lejlighed til ret godt at betragte det hele Billede, begrænset af Söen paa den ene Side ligger den umiddelbart ved Foden af stejle, höje Klipper, smykkede med enkelte Grupper Grantræer. De höje Toppe var bedækkede med den nyfaldne Sne, det hele havde et umaadeligen interessant Udseende. Jo længere man kommer frem des vildere bliver Naturen, og Söen begrænser paa sin höjre Side lange Strækninger af höje Klipper, som aldeles lodret gaar ned i Vandet. Fra disse lodrette Klippevægge styrter Vand ned adskillige Steder og danner smukke Kaskader. Jeg kunde ej lösrive mig fra at betragte denne Natur, som var mig saa fremmed, og blev derfor ude paa Dækket, skönt de andre var gaaet ind i et Lukaf, men henad kl. 5 blev det saa koldt at ogsaa jeg maatte tage min Tilflugt til Lukafet. Kl. 6 1/2 landede vi i Wallenstadt, som vi atter forlod kl. 7. Vejen derfra til Chur gaaer gennem en frugtbar Dal, hvoraf den störste Del er Eng, og hvor man kan glæde sig ved at betragte det store smukke Schweizerkvæg, hvoraf man ogsaa ser store Drifter paa Vejene, som gaar til Italien. Dalen begrænses af to Bjergkæder, af hvilke den paa venstre haand er temmelig nögen og skarp, medens den höjre næsten overalt er bevokset med Vinranker, Buskads og Grantræer. Kl. 12 ankom vi til Chur, hvis Beliggenhed midt mellem Bjergene er meget romantisk. Fra Chur var den ordinære Diligence allerede afgaaet kl. 5 om Morgenen, til Mailand, og besynderligt nok gaaer den kun en Gang om Ugen. Man er, hvad Pasvæsen og Diligencer angaar endnu temmelig langt tilbage i Schweiz. Forkert Besked faar man altid, paa den ene Station siger man altid det modsatte af hvad man har sagt paa den foregaaende. Vognene, især ved ekstrabefordring og Diligencen fra Wallenstadt til Chur var utilladelig slette. I stedet for at Konduktören i Preussen blot kaster de respektive Postofficianter de Brevskaber han medförer, uden at holde, saa holder man her stille, og der bliver ofte holdt en lang Palaver. Skal man skifte Heste, kan man i almindelighed göre Regning paa at der næsten gaar 1/2 Time, hvorimod det i Preussen ikke varer fem Minutter, da alt er paa rede haand. Man kan ikke nægte, at i Preussen tyder alt paa en god og yderst punktlig Administration, hvilket man just ikke kan rose Schweiz for at have. Kl. 4 afgik vi fra Chur med en slags Diligence til Splügen, det vil sige, vi havde en ussel indkneben Wienervogn, hvori fire Mennesker blev stuvede, saa det var umuligt at röre sig. Den förste Etape var til Turi, hvortil vi ankom kl. 8. Vejen hertil gaaer gennem Bjerge og Dale, og næsten bestandigt langs Rhinen. Fra Turi ændres Naturen, og overgaar i rædsom Storhed alt hvad man ser ved Wallenstadtersöen. Jeg tror at selv de störste Forventninger om frygtelige naturformer, her vilde blive overtruffne. Vejen fra Turi gaar næsten bestandig opefter, og hele Tiden langs 1000 fod höje Klipper. I Afgrunden löber Rhinen, paa begge dens Sider hæver sig tvende Kæmpebjergkæder, undertiden er de nögne og lodrette, til andre tider bevoksede med Buskads og svære Grantræer. Rhinen löber snart paa den ene Side, snart paa den anden Side of Vejen, idet man föres over paa Broer, til Tider langt nede, men for det meste dog i 1/3 af Bjergenes höjde. Et Sted gaar Vejen gennem en Tunnel paa ca. 150 fod gennem Klippen, og danner en stor Grotte, som kaldes “Via Mala” Vejen er næsten overalt forsynet med et stærkt rækværk, thi uden dette vilde et Fejltrin være den visse Död. Vejen havde lidt meget af de voldsomme Regnskyl i August, og var mange Steder helt ödelagt. Man maa imidlertid beundre den Hurtighed hvormed de fattige Kantoner Graubünden atter havde sat dem i farbar stand. De steder hvor Vejene havde lidt mest, steg vi ud og gik, da der endnu kunde være Fare paa færde.

d. 22. Oktober 1834

Vejen vedbliver at frembyde de samme Scenerier lige til Andeer og Splügen, hvortil vi ankom kl. 2. To Spaniere, som jeg havde gjordt Reisen sammen med fra Chur, og jeg selv, vilde straks have Ekstrapost i Splügen, men man svarede os med uforskammet Grovhed at det ikke kunde ske straks. Postillonen skulde först staa op, og saa have noget at spise, saa der vilde hengaa et par Timer endnu inden han blev færdig med sine Forberedelser. Jeg gjorde vrövl, men fik til svar at hvis jeg vilde för afsted, saa kunde jeg bare gaa. Postmesteren selv var ikke hjemme. Vi maatte altsaa slaa os til taals. Mine Spaniere havde, medens jeg skældte ud, taget det fornuftigere Parti og lagt beslag paa hver sin Sofa i Værelset. For mig blev der saa ikke andet at göre end at tage fire Stole til at ligge paa, og jeg sov fortræffeligt en god timestid. Saa fik vi lidt Kaffe, og kl. 4 fortsatte vi saa Reisen i en ganske lille Kurvevogn med en Kaleche, hvori imidlertid kun to kunde være ad gangen, saa vi maatte skiftes til at sidde udenpaa. Med en större Vogn vilde det formentlig næppe have været muligt at passere Splügenbjerget, da der allerede var temmelig megen Sne, saa tre Heste havde nok at bestille med at slæbe os op. To Timer gaar det bestandigt opefter i et evigt Zigzag, da Bjerget er saa stejlt at Vejen ikke kan gaa lige ud. Der vilde sikkert have været superbe Udsigter, fra mange Punkter, hvis Vejret havde været klart, men en fin Sne i Forbindelse med Taage hindrede os enhver Udsigt.

Efter at være kommet over Bjerget körer man omtrent en Time ned ad igen i lige saa megen zigzag, og kommer da til et Österrigsk-Lombardisk Toldbygning, hvor Passene bliver efterset, og hvor Visitation sker. Derved blev vi opholdt i over en halv time, som vi tilbragte i et lille Værtshus. Om ikke paa andet, saa kunde man af det Svineri der var se at man var paa Italiensk Grund. Vejen vedbliver at gaa i store zigzag paa Kanten af Bjergene, og ofte er den ledet gennem Tunneler paa lange Strækninger. Man har sprængt Klippen, og saa muret op invendig, for at intet skulde kunde falde ned. Disse Veje maa have kostet umaadelig möje og mange Penge, og har opvagt megen Forundring. Længere hen mod Chiavenna havde ogsaa denne Vej lidt betydeligt af de sidste Vandfloder i August, og man arbejdede af all kræfter paa at faa den i stand. Man kunde köre uden Fare omtrent overalt. Naturen er smuk, kun er Bjergene mange Steder lidt vel nögne, men skönt de er höje, savner de dog det uhyggelig og storslaaede, som mellem Turi og Andeer. Ikke langt fra Campodolcino var der en superb Kaskade fra Toppen af Bjerget. Vandet brödes mod flere Klippefremspring, og kastede sprudlende den fine Stövregn fra sig, det var ualmindelig smukt. Der var ogsaa flere mindre Kaskader. Henimod kl.9 1/2 ankom vi til Campodolcino, hvor vi skiftede Heste, kl.12 ankom vi til Chiavenna, som ligger ved Merafloden, som man, efter at være kommet over Bjergkæden hele vejen körer langs med. Paa den anden Side er der ogsaa en Bjergkæde. Chiavenna ligger ret smukt. Vi blev der resten af Dagen, da vi först næste Dag kunde fortsætte Reisen med Dampbaaden over Lago di Como. Efter at have spist lagde jeg mig for at sove, da jeg ingen sövn havde faaet i to Nætter. Jeg sov til kl. 6 og var saa forstyrret, da jeg vaagnede, at jeg ikke vidste om det var Morgen eller Aften. Saa gik jeg lidt ud og tilbragte aftenen med at skrive Dagbog. Den Dag var Vejret meget smukt.

d. 23. Oktober 1834

Kl. 7 forlod vi Chiavenna og körte til La Riva, hvor Lago di Como begynder. Der indskibede vi os kl. 8 i en Baad og roede og sejlede til Domaso, hvor vi ankom henimod kl. 11. Fra ende til anden har man paa denne Sö de deiligste Prospekter. I Begyndelsen var de store begrænsende Klipper ej meget bebyggede, men frembyder desaarsag ogsaa vilde Scenerier, som enkelte Steder har nogen Lighed med Waldstadtersöen. Efter at Adda har udgydt sig i den ved Colico, bliver den bredere, og fra Domaso af begynder de prægtige store Villaer, som forskönner dens Bredder, og giver det hele meget Liv. Et af de smukkeste Punkter er ved Bellagio, hvor Söen deler sig i Lago di Como og Lago di Lecco. Blandt Villaerne er de skönneste Il Nesso, Villa Someriva, Villa Pliniana og Villa Della Sinora Pasta. Ved Nesso og Pliniana er der Vandfald. Det varede imidlertid ret længe inden jeg fik disse skönne Ting at se, da Dampbaaden fra Domaso först kom saa sent at vi ej kom bort för kl. 2 1/2. Dampbaaden var kun ganske lille og gik kun langsomt. Kl. 7 ankom vi endelig til Como. Jeg og de to Spaniere gik straks hen for at tage Pladser med Diligencen, som endnu samme Aften gik til Mailand, men de var alle optaget, og vi besluttede os derfor til at blive Natten over paa Stedet. 

d. 24. Oktober 1834

Kl. 7 tog vi afsted, Vejen fra Como til Mailand gaar uafladeligt gennem en Slette, og frembyeder intet mærkeligt for Öjet. Jeg var hele Tiden i ærgeligt Humör, da jeg i Como i l'Albergo della Angela havde tabt en lille Pennekniv, som jeg havde faaet af Ida, og som det trods megen sögen ikke havde været muligt at finde. Henimod kl. 2 ankom vi til Mailand, og tog ind paa Hotel Reichn. Kl. 4 gik jeg til table d’hote, som var meget stort, tilfældigvis kom jeg til at sidde ved siden af en lille Franskmand, som plagede mig saa rædsomt med snak, at jeg mange gange önskede ham Fanden i vold. Efter Bordet gik jeg i Galleria de Christophoris, som er meget smukt. Butikkerne paa begge sider er meget smukke og godt oplyste. Mange Mennesker spadserede frem og tilbage, ved enden var et smukt Kaffehus. Derfra gik jeg ned og besaa et Menageri af vilde Dyr, som var særdeles godt tæmmede, de fik netop Æde, bl. andre var der tre meget smukke forskellige Tigre. Kl. 7 1/2 gik jeg i Teatro Re og saa en Komedie, hvis Navn jeg ej erindrer mig. Teatret var ganske könt og Aktörer og Aktricer var ikke ilde.

d. 25. Oktober 1834

Jeg gik hen til Hr. Mylius og aflagde Visit, samt forhörte om der var Breve til mig, jeg fik kun et gammelt Brev fra Baller, som var sent fra Amsterdam. Jeg besaa den pragtfulde og superbe Domkirke og steg op i Hovedtaarnet, hvorfra man har en udemærket smuk Udsigt. Kirken er endnu ikke helt færdig, hvad angaar de mange smaa Taarne, men der arbejdes stadig paa den. Jeg gik derefter hjem og tilbragte resten af Formiddagen med at skrive til Ida. Om middagen bragte en Kompagnon af Mylius mig hendes kære Brev af 8 Oktober, hvoraf jeg desværre saa at gamle Kjærulf var död. Om Aftenen gik jeg i det store og berömte Teater La Scala. Straks naar man træder ind vækker dets störrelse Forundring, det har 6 etager Loger, der findes ingen Parterreloger, og underste Etage er anbragt meget höjt. Ligesom Indgangen er den kongelige Loge lige midt for Scenen, og i denne brænder altid en smuk Lysekrone med tolv Lys. I Baggrunden er Speilglas, som gör at man tror der er tre i stedet for een Lysekrone. Paa hver side af denne Loge er der atten Loger i de tre förste Etager, Kongelogen gaar i höjde gennem alle tre Etager. I de övrige tre Etager er der i stedet for tre Loger. Imellem Pillerne inde ved siden er der paa hver side fire Loger, ialt er der 224 Loger. Ziraterne er meget smagfulde og Logerne smukt dekorerede med Silkegardiner. De gave den Aften “La Sonambula” af Bellini, hvori den uforlignelige Malibran gav Sövngangerens Rolle. Aviserne genlyder nok snart til hendes Ros, og jeg vil derfor indskrænke mig til at sige at hun i enhver henseende, baade hvad angaar Sang og Spil, i den höjeste Grad fyldestgjorde mig. Jeg ved næsten ej hvilken af Delene er mest beundringsværdig, thi den Naturlighed hvormed hun fremstiller Sorg og Glæde henriver alle, medens hendes magelöse Stemme, især hendes for et Fruentimmer utrolig stærke og dybe bas opvækker den störste Forundring. Hun blev umaadeligt applauderet, og flere Scener maatte hun, paa Tilskuernes stormende forlangende gentage. Foruden at hun blev fremkaldt ved hver Akts slutning flere gange, blev hun efter Stykkets Slutning fremkaldt tolv gange. Det er næsten umuligt at beskrive den Larm, som ved en saadan Lejlighed finder sted i et Italiensk Teater. Man maa selv være tilstede for at kunde göre sig et rigtigt Begreb derom. Jeg gjorde den Aften en interessant Sammenligning mellem Schweizernes og Italienernes forskellige Karakter og Levemaade, man skulde ikke tro at Forskellen mellem to Nationer, som kun adskilles af en Bjergkæde, kunde være saa stor. I Schweiz ser man om Formiddagen næsten ingen Mennesker paa Gaden uden netop naar de forlader Kirkerne og gaar til deres Hjem, om Eftermiddagen finder man Mændene i et Kaffehus, drikkende og rygende. Opværtningen bestaar af en Pige og et par halvvoksne Tjenere. Opværtningspigen gaar rundt og siger god Dag til sine Gæster, som til Svar alle giver hende et godt Haandslag, som genlyder i hele Værelset. Saaledes var det i Zürich, i Basel skal Livet være endnu mere ensformigt, i Bern derimod livligere. Om aftenen bliver de enten i Kaffehuset, eller gaar hjem. Faa gaar i Teatret. I Mailand ser man derimod fra Morgenstunden mange statelige Folk, som hele Formiddagen gaar paa Gaderne. Först gaar de fra een Kirke til den anden, og kl.12 begiver alle sig udenfor “Porta Orientale” hvor Borsa (Börsen) finder sted til kl. 4. Der ses stædelige Ekvipager, fashionables til Hest, og Folket til fods. Den brogede Vrimmel af lystige Ansigter bringer een selv i godt Humör. Efter Borsa spiser den elegante Verden til Middag, og henimod kl. 8 begiver man sig i Teatret, her er egentlig Italienernes sande Liv, han giver her, paa den mest lydelige Maade sit Bifald eller Mishag tilkende. Naar Musiken og Udförelsen behager dem, hörer man længe efter ikke andet end Bravo, Brava, Bravi, Capo, Bis, Cuori. Ikke blot Mandfolk men ogsaa Damerne fra Logerne klapper. Een har sin force i at applaudere med Hænderne, en anden i at banke i Gulvet med sin Stok, en tredie slaar med al Kraft sit Sæde mod Bænken, kort sagt der er en Larm uden lige. Den kommer paa sit höjeste naar Stykket er forbi, og nogen bliver fremkaldt. Saaledes var det hver Gang Malibran sang, hvilken en Interesse en slig Sangerinde har for Italienerne, kan man tænke sig deraf at “La Scala” bliver aabnet kl. 5, omendskönt Forestillingen först begynder kl. 8, i et NU er hele platea fyldt, hvis man ikke har lyst til at sidde og vente i tre Timer, maa man tage enten en Loge eller “Sedia chiusa,” hvorfor den gode Hr. Impressario ved slige Lejligheder ogsaa ved at lade sig betale.

d. 26. Oktober1834

Da jeg gik ud saa jeg en stor Mængde Österrigske Tropper trække ind i deres Kaserne, de var meget vel monterede, men deres hvide Uniformer og deres gule Ansigter gefaldt mig ingenlunde. Jeg besaa Kastellet, som ej er synderlig smukt, gik derfra over den store Vaabenplads hen til det store smukke Amphiteater, som Napoleon lod opföre og paa hvis ene Side, som vender ud mod Pladsen der er en stor Salon med Altan, hvorfra han og den keiserlige Suite tog Revuerne i Öjesyn. Dette Amphiteater bruges endnu undertiden til Fyrværkerier, samt som Cirkus for Kunstberidere. Dernæst besaa jeg en Triumfbue af graat og hvidt Marmor, som var begyndt af Napoleon, og som i de senere Aar er blevet viderefört, og nu snart er fuldfört. Den er i lige linie med Portene, som gaar gennem Kastellet, og det var Napoleons Plan, at en Gade skulde gaa i lige linie fra Triumfbuen, saa langt Öjet kan se. Planen var at Napoleon skulde sidde överst paa Triumfbuen i en Triumfvogn, trukket af ti Heste af bronce, hvilket er fuldfört. Denne Ide vil Kejseren af Österrige ej tillade at udföre, men vil have at Mailænderne skulde sætte ham i Vognen, hvilket de aldeles ikke har lyst til. Jeg gik derfra tilbage til Byen og hvilede mig en halvtimes Tid i “Café del Teatro,” derfra begav jeg mig gennem den smukke “Entrada della Porte Orientale” til “Porta Orientale” og bivaanede Corsoen, som dog ej paa den Tid af Aaret er saa larmende, da saa mange Familier endnu tilbringer den Aarstid paa deres Villaer ved Lago di Como. Om Aftenen gik jeg i “La Scala” og hörte atter Malibran i “La Nonna,” som hun ogsaa gav mesterligt. Det Bifald hun den foregaaende Aften havde faaet syntes mig allerede overdrevent og i höjste Grad næragtigt, men denne Aften var det over al Beskrivelse, og kun for at se hvorvidt de vilde drive deres Næragtighed, blev jeg til man holdt op med at fremkalde hende. Hun blev fremkaldt 20-21 gange, og flere Laurbærkranse og Blomster blev bragt ind til hende paa Scenen. Siden kom hun til syne i en Loge, mens man opförte en höjst maadelig Ballet “La Fiesta Della Rosa.” Igen begyndte man at applaudere hende, og vedblev til Forestillingen var forbi. Sjældent ser man en Italiener beruset af Vin, men beruset af en Sangerinde kan man dog se ham to Aftener i træk.

d. 21. Oktober 1834

Om Formiddagen besaa jeg det Kejserlige Billedgalleri, som dog ikke hörer til hverken de störste eller mærkværdigste, dog finder man smukke Malerier, især af nyere Mestre. Om aftenen gik jeg i “Teatro Canobbia” som, omænd ikke saa stor som “Scala,” er meget smukt, og indeholder 53 Loger. Der var Linedansere, som dansede ret godt med eller uden Balancestang, samt gav en Ballet.

d. 28. Oktober 1834

Morgenen tilbragte jeg med at skrive Dagbog, dernæst gik jeg en kort Tur udenfor “Porta Romana,” og da jeg kom hjem, maatte jeg gaa paa Politikammeret for at faa mit Pas, da man ikke vilde give det til Tjeneren, da man ikke forstod det. Man er i Mailand meget stræng, hvad angaar Pas, og man stillede mig de absurdeste Spörgsmaal i den Anledning. Man spurgte mig hvad jeg var, og paa mit Svar, Köbmand, spurgte man atter, i hvilke Varer—om jeg kendte nogen Köbmand i Milano. Jeg svarede dem derpaa at det vilde være vidtlöftigt at fortælle dem hvad jeg handlede med, men at jeg kendte Hr. Mylius, dermed lod de sig da nöje. Jeg besaa dernæst nogle Kirker, hvoriblandt St. Celso og St. Vittore fortjenes at bemærkes. Der er mange smukke el fresco Malerier i dem. Efter Bordet pakkede jeg alle mine Sager sammen, og gik i “La Scala” og hörte Operaen “Chara di Rosembero,” som var noget temmeligt maadeligt Gods. Jeg gik för den var til ende, da jeg næste Morgen tidlig skulde afsted.

d. 29. Oktober 1834

Kl.4 morgen tog jeg fra Mailand, som i det hele gefaldt mig vel, med Diligencen til Genoa over Pavia. Efter at have passeret denne sidste By, kommer man ind i det Piemontesiske, hvor det varer en uendelig Tid at visere Passene. Diligencerne er langt fra saa godt indrettede, som i Tyskland. Om Aftenen kl. 7 ankom vi til Novi, hvor vi maatte vente til kl.10, da der skiftes Vogn der. Vi körte saa hele Natten igennem og ankom kl. 8 til Genoa. Byens Beliggenhed er overraskende ved at være amphiteatralsk, men den kan dog ingenlunde sammenlignes med Neapel. Jeg var træt og sövnig, og befandt mig ikke ganske vel, og gik derfor straks i Seng, og vederkvægede mig med nogen Sövn indtil vi skulde spise. Jeg logerede i “Aquila d’Oro,” hvor man har det taaleligt vel. Om Aftenen gik jeg i Teatret “Carlo Felice,” som er meget stort og smukt, men dog staar langt tilbage for “La Scala.” Man gav Operaen “Gli Esposti....” taaleligt. Jeg traf der mine to Spaniere, Fulfonio og Ireyre, som allerede havde forladt Mailand om söndagen, hvor jeg tog bort om onsdagen, men de var stadig her da der i al den Tid intet Dampskib var afgaaet til Neapel paa Grund af en dum Karantæne man havde paalagt de Skibe, som kom fra Marseille, da der var Kolera i Spanien. Det havde forstyrret Fartplanen, og för onsdag eller torsdag d. 6 November gik der intet Dampskib, erfarede jeg.

For et par Dage kan Genoa være ret underholdende med dens mange store Paladser, af hvilke man kan slutte sig til hvilken umaadelig Pragt og Rigdom, der fordum har været i denne By, men for længere Tid finder jeg den meget kedsommelig. Som alle gamle Byer i syden bestaar ogsaa denne, med undtagelse af tre Gader, af smalle triste Stræder, mange saa smalle at man i et Skridt kunde skræve fra den ene Balkon til den modsatte, desforuden var den mig for indelukket, og de gamle Mure langs Husene forhindrer een enhver Udsigt, naar man da ikke er höjt tilvejrs. Jeg tilbragte störstedelen af min Tid med at spadsere, og om Aftenen gik jeg i Teatret. En Dag spiste jeg til Middag hos en Hr. Passavant, og en anden hos Steinhofsers uden for Byen, en af de Ting som mest tildrog sig min Opmærksomhed var de udemærket smukke Guld og Sölvarbejder. Fra Broen og Kirken... har man en skön Udsigt. Allerede d. 1 November forlod min Reisecompagnon fra Mailand, Baron Rosenfeld de Heyer, Genoa med det lille Dampskib Colombo, som bestandigt gaar mellem Genoa og Livorno, da han vilde besöge Pisa. Da jeg havde været der, foretrak jeg at blive i Genoa. Endelig kom jeg da, til min store Glæde, derfra d. 5 November, idet jeg var inderlig ked af mit Ophold her, jeg tog med det Genoesiske Dampskib “Il Comercio di Genova,” som var den usleste og mest smudsige Kasse man kunde tænke sig. Dog maa jeg, inden jeg forlader Genoa omtale en af de Mærkværdigheder, som Tilfældet vilde at jeg skulde se der, nemlig Don Miguel, som opholdt sig der med et lille Fölge. Han löb omkring paa Gaderne i Civil med et par andre, og sin lille Jokey, alle var de elendigt klædt. Don Miguel selv var en ret smuk Karl, men havde dog noget uhyre simpelt over sig, og jeg kan ikke sammenligne ham med noget bedre end en smuk Hestepranger. Hans Klædedragt og hele Væsen bar det tydelige Præg af en forulykket debaucheret Avanturier. Hans Hovedbeskæftigelse var, sagde man, omgang med offentlige Fruentimmer. Det var netop paa denne Tid at man i de Franske Aviser paastod at han var i Spanien hos Don Carlos, for derfra at vilde trænge ind i Portugal. Han selv og hele hans Suite var saa ussel og reduceret at Tanken om at han skulde vilde invadere Portugal, eller rettere sagt, at man kunde falde paa sligt, forekom mig höjest latterlig.

Dampskibet “Commercio di Genova” er det samme som forhen gik under Navnet “Carlo Alberto” da der blev lagt embargo paa det i Marseille, da hele Hertuginden af Burgs Slæng var der ombord, og man troede at hun ogsaa selv var der. Senere sejlede det under Navnet "Andrea Doria," hvilket Navn det ogsaa har været nödt til at ændre. Man finder alle mulige Navne paa Carlister ombord. Blandt Bögerne ombord var i flere Bind Hertuginden af Berry’s Forsvar i Processen mod hende. Mademoiselle Lebeschu’s Portrait, etc. etc. Man siger at Skibet endnu er i Carlisternes Hænder, det er da ogsaa værdigt. Jeg havde den Lykke, at træffe en god Portion af dem, hvoriblandt Marechal Bourmont med Kone og tvende Sönner, og tvende Döttre… For en kort Tur var det ret interessant, men glad var jeg at jeg ej havde taget Billet med dette Skib længere end til Livorno, da hverken det, eller Selskabet ombord, var efter min Smag. Mine tvende Spaniere, som var af samme Surdeig, var ogsaa med ombord. Vi havde særdeles godt Vejr, og ankom til Livorno om Morgenen d. 6te November, hvor jeg i “Aquila Nera” traf min Baron, som var ved at gaa til af lutter Kedsommelighed. Jeg gik ud og gjorde mine Visitter hos Herrerne Ulrich, Senn, Dalgas og Stub. Hos den förstnævnte havde jeg haabet at finde et Brev fra min Skat, men fik en lang Næse, da hun i stedet for havde skrevet til Neapel, som jeg senere erfarede. Aftenen tilbragte jeg hos Stub’s, som var særdeles artige mod mig, og derfra gik jeg lige ombord i “Francisco Primo,” som samme Morgen var ankommet fra Genoa, og hvormed V. Gongenbach fra Messina, med sin Svigerinde Mlle. Emilie Aders kom, tilligemed to unge Frankfurtere, Bansa og André, som jeg havde læret at kende i Genoa, og som skulde paa Kontor hos M. Menriecaffre, deres Slægtning i Neapel. Foruden disse traf jeg ombord Hr. Zampom fra Bologna, som jeg kendte fra Messina, hvorhen han atter begav sig. Baronen tog med samme Skib.

d . 31 Marts 1835

Efter om Formiddagen at have haft meget travlt med Preparationerne til min Reise tog jeg om Eftermiddagen kl. 4 1/2 med en Barque fra Messina til Reggio, hvor jeg först ankom kl. 6 3/4, da vi havde Modvind. Jeg kunde ikke undlade flere gange at se tilbage til det sted som jeg nu rimeligvis forlod for bestandigt, og hvor jeg havde levet saa lœnge, Vejret var temmelig godt, og Italiens Kyst tog sig fortryllende ud. For sidste gang beskuede jeg det snebedœkkede, knejsende Monte Gibello. Hvis jeg ikke havde haft saa meget kœrt at reise imöde, og Livet i Messina i det hele taget havde behaget mig mere, vilde jeg ikke uden en slags Vemod have kundet skilles fra dette skönne Land, men Tanken herom maatte naturligvis forhindre enhver Fölelse af den Natur. Da vi ankom til Reggio, var Sundhedshuset naturligvis lukket, men med gode Ord, og nogle tari til Politiet og Gendarmeriet fik vi dog lov til at gaa i land. Jeg begav mig straks hen til det Locanda hvor Vittorinerne fra Neapel holde, og fandt der, som man havde skrevet mig til Messina, at tre Vogne den fölgende Dag skulde vende tilbage til Neapel. Som sœdvanligt fandt jeg deres Fordringer overspœndte, hvilket tildels laa i at en engelsk Dame med sin Datter og dennes Sön, havde taget den ene Vogn, og indvilliget i at betale 80 Daler, af mig forlangte man for den anden 60 Daler for at bringe mig over Prastorin til Salerno, og man vilde have 13 Dage dertil, da de vilde köre sammen, og den Engelske Dame vilde være saa længe undervejs. Dette konvenerede mig naturligvis ej, og jeg blev til sidst saa ærgerlig over deres vrövl, at jeg bad dem gaa Fanden i vold. Jeg var fast besluttet paa at tage til Borgnare den næste Dag, og der afvente Postens Ankomst, for at tage med den. I midlertid kom Vittorinerne tilbage, og de blev mere tractable da de mærkede at de ikke havde nogen Lord Inglese for dem, men een, som havde været 2-3 Aar paa Sicilien. Endelig blev jeg da enig med dem om at bringe mig paa ti Dage fra Reggio over Pastorna til Salerno, for 15 Daler samt Drikkepenge, hvilket omtrent var det samme som det vilde have kostet mig med Posten, med den havde jeg ganske vist vundet fire Dage i Tid, men havde da ikke faaet det halvt saa godt paa Reisen, da man med den körer baade Nat og Dag, og altsaa intet ser halvdelen af Tiden, og i den anden Halvdel kun ser Landskabet i en slöv og halvtsovende Tilstand. Værtshuset, hvor jeg logerede, var i enhver henseende meget indbydende, jeg behöver blot at sige at Lopperne bogstaveligt sprang omkring paa det Bord hvorved jeg sad, det stod ganske vist ved min Seng, der var fire Senge i Værelset.

d. 1 April 1835

Kl. 7 forlod vi Reggio, sammen med mig var der en Neapolitaner, da jeg havde tilladt Vittorinen at sætte en galant’uomo saafremt jeg anerkendte ham for en saadan. Det var en ganske net Mand, og ualmindeligt godt instrueret i Historie og Geografi, som er de Videnskaber, som maaske mest af alle er forsömt i Italien. Han maa vœre af Adelen, da han fortalte mig at hans Onkel Ruffo havde været Gesandt i Kiöbenhavn, og gennem ham viste han en del om Danmark. Vejret var taalelig godt, og vi kunde i lange tider se Ætna. Da vi kom til Scilla begyndte det at regne lidt, men det varede ikke lœnge. Kl.ll 1/4 ankom vi til Bagnara, hvor vi tog ind i det nye “Albergo della Sirena,” som for Bagnara var et meget godt Værtshus. Vejen fra Reggio til Scilla var endnu ej færdig, og kun med megen Möje kommer man frem forskellige Steder med Vogn. Fra Scilla til Bagnars var den derimod færdig paa nœr en Bro, over en stor funare, dens Fundament var dog lagt. Kl. henimod 2 drog vi atter af, fra Bagnara gaar det bestandigt til vejrs lige til Palma. Paa et meget langt Stykke er Vejen udhugget i Klipperne, hvilket maa have vœret et stort Arbejde. I Bagnara saa man först Fruentimmerne bœre de lange hvide Hovedtöjer, som hœnger helt ned ad Ryggen. Kvinderne og Æslerne var uden Tvivl de, som arbejdede mest, i det mindste ser man utallige af dem paa Vejen, som slœber Tönnebaand og svœrt Tömmer ned fra Bjergene. Det var utroligt at se, hvilke Byrder disse Fruentimmer kunde bære paa deres Hoveder. Töndebaandene laves af unge Kastanie skud, hvormed Bjergene er helt dœkkede, disse Trœer afhugges helt fra det 5te Aar, og der laves Töndebaand af Grenene, eller de beskæres först efter det tiende Aar, og da benyttes de som svœrt Gavntömmer. Naar man endelig har naaet Toppen af disse Bjerge, som kaldes “La catena del monte aspero,” kommer man til den saakaldte “La piana della corona,” som er en meget stor og frugtbar Slette hvor man finder Kornblomster, som hjemme hos os. Vejret var her temmeligt ubehageligt, da vi nœsten bestandigt körte gennem Skyerne, som laa paa Bjergene. Imod Slutningen af “La piana della corona” begynder de store Olivenplantager, som senere er veritable Skove. Træerne er ualmindelig store og kraftfulde, saa man, uagtet Oliventræet har noget trist over sig, dog ikke kan andet end glæde sig derover. Först her faar man et Begreb om hvorledes den uhyre Mængde Olie produceres i Calabrien, det er et andet Syn end Oliventræerne paa Sicilien. Disse Skove körer man stadig igennem lige til Palmi, der ankom vi kl. 6. I det egentlige Locanda saa der endda ikke saa slemt ud, men de to Værelser der var optagne, og jeg maatte derfor söge Ly i et andet Hotel, som saa frygteligt snavset ud. Det eneste rene var Lagenerne paa Sengen, og det var jo en vigtig Ting. Til Aftensmad fik jeg nogle Æg, og hertil noget Salt, som var saa sort at man kunde blive baade angst og bange derfor. Den stakkels Kærling gjorde det imidlertid saa godt hun kunde, og gjorde Undskyldninger nok, blandt andet sagde hun til mig: Vahsia scusa, se non suico servirvi come meritate, ma sogno una povee dona e sola sagne, perche a mio marito non via chiu, iddo sapeva bene parlare Inglese e Francese perche era envio di professione e girana colle armate capite.

d. 2den April 1835

Jeg blev ikke overrasket paa nogen behagelig maade, da jeg vaagnede, for det ösede Vande ned, men inden vi kom afsted, blev det imidlertid opholdsvejr, og lidt efter lidt klarede det op saa Vejret op ad Dagen blev meget smukt. Det förste stykke gaar Vejen fra Palmi gennem en stor Olivenskov, og senere gennem Frugtplantager, prydede af skönne Blomster, Fersken, Abricoser, Kirsebær, Æbler, Pærer og Oranger. Efter et par timers körsel naar man det inderste af Bugten ved Gioja hvor man paa venstre haand har Byen Gioja, saa passerer man il ponte di Gioja, og ser saa stadigt afvekslende Kornmarker og Olivenplantager, mange steder er der saa store Strækninger med Sæd, at man kunde tro sig hensat til vort lille Danmark, hvis der ikke tillige var Palmetræer og andre Planter, som kun trives i de sydligere Klimaer. Jordbunden er næsten overalt meget frugtbar, og Naturen i höjeste grad yppig. Endelig kom vi til den saakaldte “Vaseo di rosarno” en for störste delen af smaa Egetræer bestaaende Skov, som forhen var farlig at passere paa grund af Briganter, hvorfor man plejede at tage Eskorte fra Palmi, nu er Passagen fuldkommen sikker, da man paa begge Sider af Vejen ret langt ind fuldkomment har borthugget Skoven, saa der ingen Smuthuller er mere. Ved enden af denne Skov ligger den lille By Rosarno paa et Bjerg, ret tæt ved Vejens höjre Side. Efter endnu et par timers körsel kommer man til Moleto, en ussel lille By, hvor vi bedede fra kl. ca. 1. Min Middag bestod i Spegepölse og en Höne, som i mindre end en og en halv time blev slagtet, stegt og spist, at den var svært seig behöver jeg nœppe at sige, men en sulten Mave er ej meget Kræsen. Fra Palmi til Moleto er tyve Miglier, fra Moleto til Monteleone syv. Vi ankom dertil kl. 4 1/2. Efter at have faaet mig barberet, og taget rent Linned paa, gik jeg ud for at bese den store By, som tæller 8,000 Indvaanere. Jeg gik op til Ruinerne af il Castello del Duca di Monteleone, som ligger paa Bjergets höjeste Top, Byen ligger forneden. Man har fra Ruinen en sjælden smuk Udsigt over hele det omliggende skönne Land, samt udover Havet, over de Calabriske Bjerge öjner man Sicilien. Med godt klart Vejr skal man tydeligt kunde se Etna og nogle af Öerne, hvoriblandt Stromboli, men Horizonten var saa bedækket med Skyer, at jeg ingen af Delene kunde se. Jeg spadserede derfor endnu lidt om i Byen, og gik derefter til mit Værtshus, “La Locanda di Adonus,” hvor man for Calabrien logerer meget godt. Efter at have sörget lidt for Livets Ophold tog jeg fat paa min Dagbog og gik til ro henimod kl. 9 1/2 efter at have tilbragt en meget behagelig Dag. Min Neapolitaner blev i Palmi.

d. 3 April 1835

Jeg vaagnede i et meget godt Humör, da jeg straks saa, at Vejret var sœrdeles smukt, hvilket jo især for en Reise i Calabrien, er saa vigtigt. Min förste Tanke var at man vist den Dag talte meget om mig i Kiöbenhavn, og sikkert udtömte sig i Betragtninger over hvor jeg vel maatte være den Dag, om man vil, var det maaske en meget indbilsk Tanke, men jeg ved jo hvormeget min kære Ida og hendes kære Forældre og Söskende holder af mig, og kunde derfor ogsaa med vished antage at man vist var forsamlet paa min Födselsdag, og det var sikkert at een talte inderligt om mig. Denne Tanke bidrog ogsaa til at sætte mig i godt Humör. Kl. 6 1/2 forlod vi Monteleone. Vejen gaar ned ad Bakke til Pezza, som man passerer lidt borte paa venstre Haand. Vejen gaar i nogen Afstand fra Söen, paa Kanten af Bjergene, saa man hele Tiden har Udsigt til Bugten ved St. Eufemia, Bjergene er næsten overalt bevoksede med Smaakrat, og meget smukke, andre Steder er de begroet med Oliventrœer, Vinstokke o.s.v. og Korn. Fiume di pizza passerer man over en temmelig lang Bro, paa hvis Rækværk staar skrevet: Viva il Re, sempre demente nel vantaggio di suoi suditti. Saaledes bliver i hele det Neapolitanske Folket paa billigste Maade mindet om Kongens Fortræffelighed. Henimod kl. ll, ankom vi til Fondaco del beve aqua, hvor vi opholdt os et par Timer. Jeg spadserede en lille Tur hen til en Vindmölle, Beliggenheden af dette Sted er iövrigt smuk, det ligger i en Dal, hvor igennem Floden Torrino löber. Lidt i Baggrunden ligger til venstre, paa Bjergene, den lille By Curinga, og lige overfor paa et andet Bjerg, en del Ruiner. Overalt paa Bjergene ligger Olivenplantager, videre gaar Vejen paa en lang Strækning op og ned, og Egnen varierer ikke ret meget. Efter passagen af den store Slette ved Bugten St. Eufemia bliver Egnen vildere og Bjergene mere nögne. Efter tre Timers körsel gaar Vejen stærkt i vejret, og efterhaanden som man kommer höjere til vejrs bliver Udsigten större, indtil man endelig passerer en lille Landsby. Allerede forinden har man opdaget det andet Stykke Hav, eller rettere sagt Bugten ved Squilace, og nu faar man Udsigten i hele dens Udstrækning, en Udsigt, som i sin Slags er enestaaende. Man ser paa en gang Adriaterhavet og Middel havet, eller rettere sagt Bugterne ved Squilace og St. Eufemia, i hver af dem har en Flod sit Udlöb, som man ser löbe gennem den mellem disse to Bugter beliggende lange Dal, fra hvilken de höje Bjerge paa begge Sider, i deres forskelligt farvede Klædninger hæve sig i luften, Horizonten er sjælden klar og begge Have speilblanke, kun hist og her med smaa Bölger, krusede af en svag Brise. Middelhavet speilede sig i den nedgaaende Sols Straaler, som oplyste en Seiler i Nærheden af Kysten. Paa Himlen var en sort Sky, som bredte sig mere og mere over de höjeste Bjergtoppe, og snart indhyllede dem. Kort sagt, det var et Syn jeg bestandig vil have i levende Erindring, og maaske aldrig mere vil det blive mig forundt at se noget skönnere. I en af Vejkrummningerne tabte jeg Middelhavet af syne, og blev afbrudt i mine Betragtninger af en yderst prosaisk, komisk scene. Englænderindens Sön laa nemlig paa Maven og drak af en lille Bæk, som löb langs med Vejen, og ved samme Bœk, et lille stykke ovenfor, stod en lille Dreng, som Vittorinen havde med, og forrettede sin Nödtörft. Det var to saa store Kontraster, at jeg uvilkaarlig brast i Latter. Omtrent kl. 7 kom vi endelig op til Tiriolo. Byen var helt indhyllet i en Sky, og det var temmelig koldt. Med Levemaaden i Calabrien er det kun maadeligt bevendt. I Fondaca di beve aqua havde jeg spist Æggekage og Skinke, hvilken rigtignok saa noget uappetitlig ud, men i mangel of noget bedre gled den ned. I Tiriolo maatte jeg atter tage min tilflugt til Æggekage og Medisterpölser, men disse var endnu værre end Skinken, de var nemlig gamle og for at holde sig var de saa krydrede og salte, at det næppe var muligt at spise dem. En Hr. Joon, som kom og besögte mig, hjalp mig med at faa dem ned, havde jeg været alene var der nok blevet en del tilovers. I Distriktet Tiriolo havde Fruentimmerne meget smukke Kostymer, det vil sige, at de maa være smukke i ren Tilstand, men det fik jeg aldrig at se. De bœrer et hvidt Underskört, som gaar halvt ned over Knæene, derover et rödt Skört, som foroven er aabent, og som gaar omtrent til Knæene, derover et blaat, som ligeledes er aabent foroven, men længere end de andre, og som er bundet sammen bagpaa, saa det ligner et Sköde af en Tröje, derncest bær de en sort eller blaa Tröje, som foroven er snœret sammen, og under Snœringerne er en röd Smæk. Deres Hovedtöj er det sædvanlige lange hvide Neapolitaner Törklæde viklet om Hovedet og hœngende ned ad Ryggen. Efter at have fortæret mit tarvelige Maaltid og skrevet lidt i Dagbogen gik jeg, da jeg var meget sövnig, i seng kl.8 1/2. Sengen var upaaklagelig, og jeg sov meget godt til kl. 5 1/2 næste Morgen.

d. 4 April 1835

Fra Monteleone til Tiriolo er 22 Miglier. Paa sædvanlig Tid forlod vi Titiolo om Morgenen, en temmelig stœrk Nordvestvind gjorde det i denne Höjde næsten empfindligt koldt. Paa flere Bjerge længere nede ligger lavere Skyer, men Himmelen er forövrigt meget klar, og man saa ganske tydeligt de længere borte beliggende sneklœdte Bjerge i Calabrien. Endnu en Time gaar Vejen opefter, og man kan stadig se begge Have, men over Middelhavet hvilede en meget stor Sky, saa Havet langtfra saas saa tydelig, som den foregaaende Aften. Hvis denne Sky ikke havde været, skulde jeg næsten tro, at man maatte have kundet se Sicilien. Efter endnu 3-4 Migliers körsel gaar Vejen afvekslende op eller ned men bestandig paa Skraaningerne af Bjergene, som næsten overalt er bevoksede med större eller mindre Valnödde- og Kastanietræer, som enkelte Steder danner formelige Skove. Naar disse Træer var udsprungne, men det var der forelöbig ikke tale om, maa Prospekterne have været endnu skönnere. Paa de höjeste Toppe af Bjergene, ikke meget höjere end Vejen, laa Sneen funklende i Solen. Omtrent kl. 12 kom vi til den lille Landsby Sovarino, hvor vi opholdt os et par Timer. Jeg indtog mit Middagsmaaltid her, det bestod som sædvanligt af Æggekage, men desforuden spiste jeg noget stegt Klipfisk, som ikke smagte saa ilde. Kl. 2 drog vi afsted, og ankom til vort Nattekvarter allerede kl. 3 1/2. Det var i “La taverna di Coragio,” hvor vi med nöd og næppe fandt Senge. Medens jeg skriver dette, hörer jeg min Englænderinde gaa i Seng, kun en tynd Bræddevæg adskiller os, og den er endda kun 1 1/2 Alen höj, altsaa foroven ganske aaben. Paa den anden Side hörer vi stor Konversation af Locandierens Familie, Vittorinerne, og adskillige Gendarmer. Alt er særdeles landligt, saaledes kom fra Slaget udenfor et venligt Svin ind og besögte mig, og sagde velkommen med en munter Grynten. Beliggenheden af dette Hul er forövrigt meget smuk, det ligger i en lille Dal, som gennemströmmes af en rislende Bæk, som snoer sig i mange Krumninger. Bjergene rundt om er bevoksede med store Kastanietræer. Ved Floden ligger flere Möller, og fra Bjergene löber flere smaa Kildevæld ned i Floden, hvoraf særlig et, navnlig efter regn, er meget smukt, og danner en lille Kaskade. Ved Solnedgang gik jeg mig en lille Tur, da alt tager sig særlig godt ud. Fra Enden af Dalen ser man i Baggrunden, temmelig fjernt en stor Bjergkæde, der tjener som Bagtæppe for Dekorationerne. Det er dog unyttigt at pröve paa at beskrive saadanne Landskaber, thi de maa ses, og maa ses i Italiensk Belysning, som en Pensel næppe kan male, og Pen endnu mindre beskrive. Dette Steds Beliggenhed har nogen lighed med Mingetens, kun er Bjergene steilere, Trærne större, Dalen snævrere og Floden, som vrider sig i hurtigt paa hinanden fölgende Krumninger. Hvad min Aftensmad bestod af, behöver næppe at anföres, Æggekage og Spegepölse. Værtinden har bedt mig ikke blive forskrækket, hvis i nat en eller anden skulde komme ind til mig, thi i samme Hul, som jeg ligger i, er der endnu en Seng, beregnet for Post föreren fra Neapel, som skal sove her et par Timer. Da jeg nu endelig har fört min Dagbog a’jour, oven i köbet uden at være faldet i sövn derover, og jeg allerede hörer Englænderinden ved siden af snorke, vil jeg fölge exempel, og, skönt klokken kun er 8 1/2 lægge mig, saa meget mere, som jeg kan mærke, at Morfeus allerede har Magt over mig.

d. 5 April 1835

Jeg havde tilbragt Natten taaleligt, med undtagelse af at jeg af og til vaagnede som fölge af at Lagernerne var ret grove, saa de kradsede mig, hver gang jeg vendte mig, og at Englænderinden engang gav sig ynkeligt i Sövne. Jeg stod op til sædvanlig Tid, Vejret var smukt og stille, og Himmelen aldeles klar, men det var temmeligt koldt, og Rimfrosten laa endnu mange Steder, da vi forlod Coragi. Vejen gaar nogle Miglier op langs med den Dal jeg beskrev i gaar. Efter at være kört ca. 2 Miglier aabnede der sig atter ganske uventet en ny Udsigt. Imellem tvende Bjerge kom Middelhavet atter tilsyne, og Stromboli laa ganske tydeligt for mig. Det var et höjst overraskende Syn, ganske fortryllende. Jeg var sikkert heldig at have saa godt Vejr, ellers vilde jeg næppe have faaet denne Udsigt at se. Eftersom vi kom höjere op, saa vi efterhaanden, foruden Stromboli ogsaa Vulcano og Lipari. Jeg stod nu af Vognen og gik lidt i forvejen og besteg i al hast et tætved liggende Bjerg, hvorfra jeg endog kunde se Sicilien, jeg ved ikke hvilken Udsigt jeg vil give Fortrinet, denne eller den fra Tiriolo, man er saa tilböjelig til at give det sidste Indtryk Fortrinet, da dette er friskere, men saa meget er vist, at begge var helt fortryllende. Vejen gaar videre ned at Bakke ca. 8 Miglier stadig gennem Kastanieskove, derpaa atter 3 Miglier opad Bakke, hvorefter man kommer gennem Byen Pagliano til Landsbyen Ruti, hvor ve bedede. Middagsmaden var som sædvanlig Æggekage, men med Variationen Macaroni. Kl. 2 drog vi afsted og ankom lidt over 5 til Cosanga. Distancen var ti Miglier, Vejen gik op og ned, dog særligt nedad. Det var besynderligt at se, at hvor vi körte blæste det en Storm, medens 6-800 Fod höjere,tætved os, laa Sneen paa Bjergene. Cosanga ser ikke saa tosset ud, Husene er temmelig höje, de har et nyt Udseende, jeg havde af denne Grund og ogsaa fordi jeg fra flere sider havde hört derom, ventet at finde et godt Albergo. Jeg blev derfor meget skuffet, da Værtinden anviste mig et Værelse, som snarere kunde kaldes et Hundehul, jeg blev godt gal i Hovedet derover, og gav mig til at skændes dygtigt med hende, hvortil hun blot svarede: Slete un poco di mal conoscete. Endelig opnaaede jeg at faa et andet Hul, hvor hverken Sol eller Maane kunde trænge ind, da der intet Vindue var, og ej heller kunde anbringes noget. Jeg maatte tage til takke, da der intet andet fandtes. Först var jeg dog henne i et andet Værtshus, men der var ingen Plads. Efter at have barberet mig, satte jeg mig til at skrive et Brev til “my love” for at hun kunde höre hvorledes det gik mig i dette halvvilde Land. Til en Forandring fik jeg Gedeköd at spise, men det var saa usselt at Æggekagen i Coragio, i Svinenes Selskab, havde smagt mig bedre. Saa införte jeg Dagens Begivenheder i min Dagbog, og gik, meget utilfreds med Cosanga, i Seng. Til Dagens Begivenheder hörte ogsaa at flere af Hestene fik ondt i Maven. Kusken gav Foderet de havde faaet om Natten Skylden. Især en af Hestene blev saa daarlig at den maatte spændes fra og trækkes bag efter os, af en Dreng. Da vi atter var sammen, spurgte Kusken naturligvis til sin Hest, med disse komiske Ord: Quante carate ha fatto?, Hvortil Drengen svarede: tre. Han tröstede sig da, saa godt han kunde, med disse Ord: Ma di due vive e viene a Napoli a uore. Ved siden af mig laa i et lignende Hundehul en Gendarm, som förte en meget livlig Konversation med de andre Gendarmer om en Fransk Pige, som han havde set, og som det lod til at han var meget forliebt i, men jeg var saa ærgerlig over mit daarlige Logi, at jeg var saa grusom at afbryde ham i hine meget romantiske Betragtninger, ved at skælde ham dygtigt ud og bede ham holde sin Mund da der var andre i Huset, som önskede at sove. Dette havde en forönsket Virkning, og jeg sov da ind.

d . 6 April 1835

Locanda Leandri Colamka

Det förste Menneske jeg saa var Gendarmen, som jeg havde skældt ud, og som meget höfligt sagde til mig: Buon giorno a lei. Det er dog egentlig en meget godmodig Race Mennesker, de Italienere. Til min Forundring fik jeg i Cosenga, för jeg tog bort, en meget god Kop Kaffe med Mælk til, samt et Stykke Kage. Kl. henimod 7 tog vi afsted. Vejen gaar et langt stykke gennem la piana di Counga, som var en temmelig stor Slette, omgivet af höje Bjerge, hvoraf flere endnu var bedækkede med Sne. Kl. henimod 11 ankom vi til Taverna nueva, hvor vi bedede tvende Timer. For Heste er der Plads og Æde, men for Mennesker næsten ingen af delene. Min Oxetunge, som Baller havde medgivet mig fra Messina (skulde jeg selv have tænkt derpaa havde jeg visseligen ingen faaet med) var opspist, og sulten var jeg. Jeg gik derfor ind i den saakaldte Krostue og fik mig der et Stykke Bröd og et Stykke caso di cavalli, d.v.s. Calabreser 0st, og stillede dermed min Hunger. Vejen gaar videre over en del smaa Bjerge, for störstedelen nögne, men dog næsten overalt dyrkede, naar man nærmer sig Spezzano. Der indtraf vi kl. 5. Denne By, som var en Græsk Koloni, ligger paa et Bjerg fra hvis Fod en stor Slette strækker sig ned mod Havet, som kan ses derfra. Fruentimmerne har her et kuriöst og ret smukt Kostyme. De bærer et langt, meget langt, kruset Skört, sædvanlig med en blaa eller grön Kant forneden, en lille kort sort eller blaa Tröje, som staar aaben fortil, og desuden en hvid lærreds Krave. Hovedtöj bærer de ikke, derimod er Haaret bundet sammen i Nakken, med et hvidt Baand i en Tut. Mændene er som overalt i Calabrien ifört sorte Tröjer, sorte Knæbenklæder, sorte Strömper eller en slags Gamascher, og sorte Klædeshatte, lignende Andalusierne i Spanien’s spidse Flöjelshatte, men de er ikke saa smukke som disse. Ovenover disse Klæder bærer de endnu en sort Mantel, hvoraf de, som Spanierne, slaar den ene Flig over Skulderen. Naturen fremböd denne Dag aldeles intet mærkvœrdigt. Vejret var ej hellere videre gunstigt da Himlen var helt dækketaf Skyer. Det förste jeg tænkte paa i Spezzano var at faa noget at spise hvad man let kan tænke sig. Jeg tog som sædvanlig min Tilflugt til Æggekagen, men fik yderligere en stegt Due. Det er et Fandens Sprog, som Folkene her taler indbyrdes, det er umuligt at forstaa et Ord. Jeg har et meget godt Værelse, med en taalelig god Seng, om faa Minutter agter jeg at göre dens nærmere Bekendskab.

d. 7 April 1835

Paa sædvanlig tid forlod vi Spezzano, Vejret var ikke godt, Himlen overtrukket og en stærk blæst gjorde det endnu ubehageliere. Vejen gaar fra Spezzano et stykke nedad, og gennemlöber derefter en temmelig langstrakt Slette, hvorpaa man atter begynder at stige noget tilvejrs og kommer til den ret store By Marcino, hvor vi opholdt os to Timer. Jeg gjorde her Bekendtskab med Passagererne i den anden Vogn, som bestod af et par Folk fra Cosenga, hvad de var, ved jeg ikke, og saa Major Franchinin i Neapolitansk Tjeneste, han var indfödt Elbaneser og en meget net Mand. Vi spiste alle sammen, og begav os derefter paa vej. Blæsten var tiltaget endnu mere, og af og til regnede det lidt. Det gaar stejlt opad et stykke vej, i over to Timer, og Appeninernes Tinder var næsten overalt bedækkedemed Sne, for störstedelen var de nögne og vilde, dog er flere af dem temmelig höjt oppe bevoksede med Kratskov, som saa vidt jeg kunde se, var Bög. Man kommer nu til en ret stor Slette midt imellem disse Stenmasser, hvilken kaldes il Campo danue, og som for störstedelen er opdyrket, saa gaar det endnu noget tilvejrs, men saa atter en del nedad, der saa jeg smaa Bögetræer, saa kommer man ind i den saakaldte valle di San Martino, hvor Vejen gaar over dels nögne, dels med smaa Skove bevoksede Bjerge, som imidlertid intet særligt interessant frembyder for Öjet. Egnen er overalt vild. Endelig kom vi til Rotunda, en grim og snavset By, hvor vi opslog vort Nattekvarter. Værtshuset var i et gammelt prinseligt Palæ, som var fyldt med gamle Malerier, men hvoraf man ikke kunde se ret meget for lutter Antikvitet. Værtshuset var forövrigt ikke daarligt, vi fik et meget godt Aftensmaaltid, som bestod af en Hönseködsuppe, ganske vist lidt tynd, Hönen og Duesteg og meget gode Æbler. Jeg lod en Bracchiera med Ild bringe ind, og varmede mig lidt ved den, Sengen var meget god, og de gamle Ridderstykker forstyrrede mig ikke i min Sövn.

d. 8 April 1835

Paa sædvanlig Tid forlod vi Rotunda om Morgenen. I stedet for at forbedre sig, var Vejret blevet saa slet, at det var en for den Aarstid sjælden og höjst ubehagelig Dag. Det var frygteligt koldt, og hele Formiddagen smaaregnede det og sneede imellem, og Kulden var saa bidende at jeg uanset alt mit Reisetöj frös i Vognen, og at staa af og röre sig var ikke at tænke, thi Stormen var saa stærk at man næppe kunde staa paa Benene, der laa Sne overalt paa Bjergene. Henimod kl.12 ankom vi til Fondaco di Lauria, som ligger meget höjt. Vejen dertil gaar gennem en vild Bjergegn, og stiger mere end den gaar nedad. I Lauria fik vi noget at spise, d.v.s. en minestra verde og Macaroni, Vinen var særdeles god. Det hjalp os alle lidt paa fode, og efter et par Timer fortsatte vi Reisen. Vejen gaar nu nedad og er ledet hen over en Terasse paa Skraaningerne af de höje Klipper, dels nögne, dels bevoksede med Skov, ved hvis Fod Lauria ligger i en smuk Dal. Vi ankom ret hurtigt til Lago Negro, dels fordi Vejen gaar nedad Bakke, dels fordi alle Kuskene havde ladet Vinen smage dem for godt i Lauria, saa de alle havde en lille Rus. I nærheden af Lago Negro gaar Vejen atter et godt stykke opefter. Denne By ligger i en Dal mellem meget höje Bjerge, all med hvide Toppe. Det var meget koldt, og jeg kan just ikke sige at jeg befandt mig særlig vel. Vi fik os en Bracchiera med Glöder, der at varme os lidt, men derved fik jeg lidt Hovedpine. Mine Ledsagere fra Cosenga sörgede for et ret godt Aftensmaaltid, og efter at have sat det til live, gik jeg i seng, den var taalelig god.

d. 9 April 1835

Kl. 6 1/2 forlod vi Lago Negro, Vejret havde bedret sig, men Blæsten var endnu temmelig stærk og fölelig kold. Vejen gaar som de foregaaende Dage, stadig paa Skraaningerne af Bjergene, men disse er nu meget könnere og for störstedelen bevoksede med vilde Oliventræer, som tage sig meget godt ud. Solens skin paa Bagsiden af Bladene, som Blæsten bevæger, gav dem en Glans som af Sölv, senere blev Bjergene atter nögne, og man körer gennem en temmelig stor Slette. Efter at have passeret nedad ad en temmelig stejl Bakke kom vi kl. 1 til La Sala, hvor der er “rinfresco.” Kl. 3 tog vi derfra og ankom kl. 6 til Pertosa. Vejen gaar bestandig nedad dertil, særlig i nærheden af Pertosa, hvor den over Bjergklöfter föres paa lange Stenbroer, saa kommer man ind i en smuk Dal, som gennemskæres af en lille Flod, ved hvilken Værtshuset i Pertosa ligger. Der var forfærdelig mange Mennesker, thi foruden os, der var blevet 4 Vogne i fölge, ankom endnu tre Vogne fra Neapel aldeles fyldte med Passagerer. Vi var heldigvis kommet först, hvorledes de andre fik Plads, maa Herren vide. Der var et Spektakkel i Huset uden maade ovenpaa af Passagererne, og nedenunder af Kuskene og deres Drenge. Jeg havde hele Dagen befundet mig mindre vel, da jeg var blevet stærkt forkölet. Om Eftermiddagen var Vejret meget smukt, men Aftenen var kold. Vi havde kört 32 Miglier.

d. 10 April 1835

Jeg havde Hals og Hovedpine da jeg stod op, men opad Dagen var jeg atter rask. Vi passerede en svær Bakke, som var en halv Dansk Mil lang og meget stejl (jeg gik den til fods). Saa gik det atter nedad og til tider opad over smaa Bjerge, som alle er veldyrkede, hist og her bevoksede med Træer. Naar man er kommet saa vidt opdager man atter Middelhavet, som der beskyller Bredden af en meget stor Slette, i Baggrunden har man Bjergene ved Amalfi og Salerno, samt den Landtunge hvorved Salerno ligger. Kl. l ankom vi til Eboli, hvor rinfresco holdes. Værtshuset her har forhen været et meget stort Kloster. Efter fuldendt Maaltid skiltes jeg der fra mit Reiseselskab, som fortsatte til Salerno, jeg derimod tog Vejen til Pæstum, som gaar gennem den forhen omtalte unyre Slette. Man kunde næsten tænke sig hensat, naar man passerer den, til en af Sjællands mest frugtbare Egne, jeg havde aldrig tænkt mig at skulde se slige Kornmarker i Italien. Sæden stod med en umaadelig Frodelighed, hist og her ligger der dog enkelte Smaastykker, som er uopdyrkede, og man ser ogsaa enkelte Smaaskove, man ser store Flokke Heste, man ser lig mange smukke Köer, som alle uden Undtagelse har den for Italiensk Kvæg særegnede graa Kulör, desuden Flokke af Böfler, Faar og Geder. Paa denne Slette har Kongen af Neapel en stor Herregaard, Hovedbygningen, eller Slottet, har megen Lighed med de gamle Gothiske Slotte. Efter paa en Pram, eller flydende Bro at have passeret Floden har man endnu omtrent en Times körsel til Pæstum, allerede paa lang Afstand opdager man de tvende Templer, og naar man kommer lidt nærmere, det tredie. Fra Eboli til Pæstumer tre Timers körsel ad en meget god Vej. Jeg fandt endnu samme Aften Tid til at bese alle Antikviteter, nemlig: il tempio di Cerese, il tempio de Nettuno, il tempio della pace og il Basilico, samt Sporene af et Amfiteater, enkelte Huse, Stadsmuren og en af Portene, som endnu henstaar aldeles ubeskadiget. De tvende Templer Nettuno og Cerese samt il Basilico er udmærket vel vedligeholdte, især det förste opvækker ved sin kolossale Störrelse, men dog Smagfuldhed den störste Beundring. Alle de ydre Söjler og næsten alle de indvendige er aldeles ubeskadigede, alle tre er byggede af den saakaldte pietra tavestina, eller forstenelser, som den gennem denne Slette löbende Flod, Saltosande, som kommer frem under Bjergene, danner. I meget kort Tid efter dens Udlöb af Bjerget, forstener den. Ved Udlöbet er den efter Ciceronens Udsagn varm. Blade, Træer, kort sagt alt, hvad man lægger i den forstener. Det lönner Umagen at göre denne Omvej. Natten tilbragte jeg i det ligeoverfor Templerne beliggende taalelige gode Værtshus.

d. 11 April 1835

Kl. ca. 6 forlod jeg Pæstum, Vejen gaar gennem den forhen omtalte store Slette, som strækker sig et stykke paa den ene Side forbi Pæstum, paa den anden Side lige til Salerno. Vejen er god. Efter syv Timers rask körsel, heri indbefattet en Time Bedning, ankom vi til Salerno kl. 1 Dejligt Vejr. Vejen til Pæstum var forhen meget usikker, men nu hörer man ikke mere om overfald der, da Vejen er besat med Gendarmerivagter, som holder den godt ryddelig. Salernos Beliggenhed i en Bugt, med de höje Bjerge paa höjre side og i Ryggen, og den store Slette mod syd er meget smuk. Jeg havde besluttet til derfra at tage söværts til Amalfi og Sorrento, men da jeg ikke kunde komme til sidstnævnte Sted för kl. mellem 10 og 11, og maaske kunde have risikeret at maatte have tilbragt Natten i Baaden, besluttede jeg mig til at tage en Vogn til Castellemare, for derfra endnu samme Aften at tage til Sorrento, hvor jeg ventede at træffe Paludan og Bockmühl, som ved deres Afreise fra Messina havde lovet at vilde möde mig der, for at göre Turen til Öerne med mig, og som jeg havde skrevet til, at jeg den Aften vilde indtræffe i Sorrento, og önskede saaledes at være punktlig. Jeg tog fra Salerno kl. 2 1/2 og ankom efter en meget hurtig Körsel allerede kl. 5 1/2 i Castellemare, det er 18 Miglier, hvoraf fire gaar opad Bakke og 7-8 Miglier af Vejen er meget maadelig. Især i Begyndelsen er Vejen meget smuk, den gaar langs Skraaningerne af Bjergene, som danner en smal Dal, og som er særdeles skönne, baade hvad Form, Vegetation og Bebyggelse angaar. Man kan af Bygningerne se at man nærmer sig Neapel. Efter at have tilbagelagt omtrent Halvvejen kommer Vesuv frem, og jo længereman kommer, desmere aabner Udsigten over hele il golfo di Napoli sig. Man passerer gennem flere Byer, hvoraf de vigtigste er Vietrila, Cava Nocera og St. Laurenso. I Castellemare embarkerede jeg mig straks i en Baad, og ankom efter to Timers forlöb til Sorrento, det er efter min Mening en af de smukkeste Ture man kan göre, og denne Side af Golfen gefalder mig langt bedre end den anden. Hele Kysten bestaar af lutter Bjerge, som af og til hæver sig til betydelige Höjder, dels gradvis fra Havet, og mellem hvis Aabninger da atter andre Bjerge viser sig, dels i perpendikulær Retning fra Havet, hvilket især er Tilfældet med de saakaldte Torre dell’Antichita’, hvor la Grotte findes. To Klipper danner der en Grotte, eller rettere en Buegang saa smal, at en Baad netop kan passere derigennem, mellem disse Klipper er der en umaadelig Dybte. Jeg passerede derigennem, da Söen var temmelig rolig, ellers er det umuligt. Alle Klipperne der er fra Vandgangen nedad bevoksede med Koraller, og er meget höje. Alle disse Bjerge er stærkt bebyggede, og Vegetationen er i den mest paafaldende Grad frodig, kun hist og her i Baggrunden hæver sig en enkelt nögen Bjergtop, over de andre Bjerge, ellers er alt opdyrket og bevokset, og man har de mest fortryllende Prospekter man kan tænke sig. Det er en selvfölge at der er mange og smukke Klostre overalt, thi det er bekendt at Munkene altid har valgt sig de skönneste og frugtbareste Steder. Til den anden Side har man Udsigt til Pompeii, Vesuv Kysten ved Pozzuoli, Procida og Ischia. Af Capri ser man kun i Begyndelsen et Stykke, som senere forsvinder rent bag den Landtunge hvorved Sorrento ligger. Jeg begav mig straks til Villa di Sorrento som er et særdeles godt Hotel, over min Forventning godt, det er da det förste ordentlige Albergo, som jeg har været i siden jeg forlod Messina. Jeg bestilte mig straks noget Aftensmad, da jeg hele Dagen igennem intet ordentligt havde faaet at spise. Jeg fik en meget god Fisk, og et Stykke endnu bedre Kalvesteg, som bekom min sultne Mave særdeles godt. Ligesaa behageligt det var mig at finde et godt Nattelogis, ligesaa ubehageligt var det mig ej at træffe hverken Paludan eller Bockmühl her. Jeg besluttede mig imidlertid til næste Morgen at tage alene til Capri, og gjorde allerede Accord med Baadfolkene om at bringe mig dertil og derfra til Neapel, om Eftermiddagen.

d. 12 April 1835

Jeg blev vækket paa en höjst ubehagelig Maade, af Vindens piben, og Regnens slaaen mod Ruden, det var mig en höjest ubehagelig Streg i Regningen, i Haab om at Vejret skulde blive bedre senere, lagde jeg mig til at sove en Timestid endnu, men i stedet for at forbedres, forværredes Vejret. Jeg maatte saaledes opgive at se Capri, som jeg havde glædet mig saa meget til, idet Vejret er saa slet, at det ikke er til at tænke paa at kunde göre Turen engang i Morgen, og jeg ikke har Tid til at vente nogle Dage. Mit Værelse er smukt, til den ene Side har jeg Udsigt til Söen, til den anden til Bjergene, men i et saadant Vejr kan man næsten intet se, og intet kan tage sig godt ud. Det blæseren Storm, af og til kommer Regnbyger, desforuden er det skammeligt koldt. Jeg sidder ifört tvende Frakker med Kaskjet paa Hovedet, og Töfler og lodne Sko paa Födderne, desuagtet fryser jeg, saa jeg nyligt har maattet tage en Spadsertur i Værelset. I denne Mundering sidder jeg i en ret god Sofa, og skriver disse Lihier. Jeg har naturligvis ingen Lyst til at gaa ud, mit eneste Önske er at Vejret vil bedage sig saa meget i Eftermiddag, saa jeg kan komme til Castellemare og der faa mig en Vogn, og saaledes komme til Neapel endnu i Aften. Et saadant Vejr d. 12 April og under dette Himmelströg er utroligt. Min eneste Fornöjelse er, af og til at höre paa en Englænder, som har Værelse ved siden af, tale Fransk og Italiensk med Tjeneren, som han med ret stærk Engelsk Akcent bestandig kalder “monsieur.” De förste Ord jeg hörte fra ham imorges var “monsieur, de l’eau chaude dans une pot pour raser,” og de sidste igaar aftes “monsieur, venez demain matin a’six heures et mezza.” Siden min Afreise fra Messina, er det förste gang at mine Klæder er blevet börstede og mine Stövler pudsede, saa kan man let tænke sig hvorledes jeg saa ud. Tjeneren spurgte mig imorges, hvorfra jeg kom, thi mine Klæder havde været saa forfærdeligt fulde af Stöv og Snavs. Af al den Blæstog Kulde, Stöv og Varme er mit stakkels Gefjæs blevet saa medtaget, at Huden overalt skaller, især spiller Næsen en ynkelig Figur. Læberne har jeg kureret lidt ved igaar aftes at smöre dem med lidt Lysetalg. Jeg har paa denne Reise haft alle Aarstider, Sommer, Vinter, Foraar og Efteraar, jeg havde ventet mig et langt bedre Vejr. Omend skönt jeg ikke for meget vilde have undværet at göre denne Reise, saa maa jeg dog oprigtig tilstaa at jeg heller ikke for meget vilde gentage den under lignende Omstændigheder. De lodne Pultesko, som jeg har min kære Moders Omsorg at takke for, have været mig tvende meget behagelige Reisekompagnoner. En lille Dreng, som Kusken havde med, har ogsaa moret sig meget, han var kun elleve Aar gammel, og omendskönt han undertiden frös forfærdeligt, var han dog bestandigt i godt Humör, og Munden gik uden ophör paa ham, i den Neapolitanske Dialekt. Jeg hörer ham endnu sige til en Gendarm, som sad hos Kusken: “Sei allegr’ ai capot, poverello, muore di fredda.” Hans Klædedragt bestod i Benklæder, Tröje og en Hue, paa Födderne havde han rigtignok et Par Sko, men paa det ene Ben havde han ingen Strömpe og paa det andet en Strömpe uden Hæl. Nu er det opholdsvejr, og jeg vil derfor vove mig lidt ud, for at se Sorrentos Mærkvœrdigheder, forinden jeg tager bort. Efter at have beset nogle Levninger af antikt Billedhuggerarbejde, Tahsa's Hus, samt den store Vandledning og il Ponte maggiore di Sorrento, som gaar over en dyb Bjergklöft, hvori især maa bemærkes an mærkelig stor naturlig Grotte, gik jeg atter hjem. Det er en ganske forunderlig skön Natur og maaske i sin Slags helt enestaaende, den er i höjeste Grad pittoresk, mig behagede den meget. Jeg fik mig et meget godt Middagsmaaltid og begav mig derpaa pr. Mulæsel til Castellemare, det blev en meget ubehagelig Tur, da det blæste en Storm, som paa de höje Bjerge var endnu mere empfindligt. Det er meget smukkere at göre denne Tur til sös, end til lands. Efter to Timers ridt kom jeg til Castellemare, hvor jeg tog mig en Vogn og körte ca. 4 Mil i to Timer. Kl. 6 ankom jeg til Neapel. Værtshuset i Sorrento hed Villa Guardata og var særdeles godt, men meget dyrt. I Neapel tog jeg ind i Croce di Malta paa Lago di Castello, hvor man har en meget smuk Udsigt. Efter at have faaet mig pudset noget, gik jeg straks ud for at faa noget at höre om Paludan og Bockmühl, og erfarede efter nogen Omlöben, at de allerede for nogle Dage siden var reist til Rom, jeg gik da hjem og lagde mit mödige Legeme til ro.

 d. 13 April 1835

Det förste Sted jeg gik hen var naturligvis til L & K for at hente mine Breve, som bestod i et fra my love, og et fra min Fader, som begge meget glædede mig, desforuden modtog jeg ogsaa et fra Lohse, hvoraf jeg desværre saa at han stadig befandt sig daarligt. Jeg gjorde da en Visit hos Mme Zeltinger, som samme Dag skulde reise, og löb fra Herodes til Pilatus for at faa mig en Plads til Rom, saa snart som muligt, samt til vor Ambassadeur, for at faa mit Pas i stand, hvilket alt lykkedes mig. Om Eftermiddagen gik jeg lidt omkring og skrev siden diverse Breve og gik tidligt i seng, da jeg var temmelig forkölet og echaufferet, og vilde have mit Blod lidt i ro, til jeg atter skulde til at sætte mig i bevægelse.

d. 14 April 1835

Som sædvanligt gik jeg i Caffé d’Italia og tog min Frokost, saa travede jeg en del omkring, hvilket er det, der morer mig allermest i Neapel, især i Via Toledo, thi det liv, og de Scener og forskellige Grupper, man ser der, kan man ikke göre sig nogen forestilling om, hvis man ikke ser det selv. Jeg gik derpaa hjem, skrev endnu et Brev, og bragte saa hele min Post til L & K. Klintz inviterede mig til Aften. Senere spadserede jeg atter en Times tid, köbte nogle smaa Litographier med Prospekter af Neapel og Omegn, trykte paa et Ark Postpapir, saa man kan benytte samme til et Brev, de er ganske nette og uhyre billige, 6 Gr. pr Styk. Træthed og Appetit indfandt sig og jeg begav mig derfor til Villa di Napoli og indtog mit Middagsmaaltid. Derpaa tog jeg en Fiacre og körte en timestid omkring ved Via Laura, la Chiaja og Toledo, löb derpaa atter en timestid rundt til fods, og opdagede i en Butik i la Chiaja nogle meget nette smaa Prospekter af Neapel og Pompeii, samt disse meget originale Scener af det Neapolitanske Liv. Jeg havde ingen Penge med, da jeg antagelig ingen havde taget med, for ei at komme i Fristelse til at köbe noget, men jeg kunde alligevel ei modstaa Mandens Overtalelsesgaver og min egen Lyst, og köbte derfor for nogle Dalere, og maatte da lade en Dreng löbe hjem med mig, for at faa Betalingen. Jeg vilde gerne være gaaet ud endnu en gang, men for at undgaa at komme i Fristelse til at köbe endnu mere, besluttede jeg mig til at blive hjemme. Jeg pakkede mit Töj sammen, da jeg næste Dag skulde afsted, og tog fat paa min Dagbog.